Colin Montgomerie blev en uhyre populær vinder af Shipco Masters, der udviklede sig til en folkefest på et solbeskinnet Simon’s Golf Club
Find Holger! Eller måske snarere; find Monty!
Den store skotte Colin Montgomerie var den største af mange store stjerner ved Staysure Tour turneringen Shipco Masters, som markerede Simon’s Golf Clubs 25 års jubilæum.
Han kom, så og sejrede, og så var alle glade
Publikum, der mødte så talstærkt frem i hedebølgen. Staysure Tours chef David MacLaren, der angiveligt aldrig har oplevet noget lignende på seniorernes tour. Arne Simonsen, baneejeren, der fik fuld valuta for sin investering i jubilæumsturneringen. Og alle de ansatte og frivillige hjælpere, der gjorde en fantastisk indsats hele ugen, og blev behørigt anerkendt af en storsmilende Colin Montgomerie, der lod til at have alt det overskud og al den tid i verden til at lade sige fotografere med de frivillige, selvom sandheden var, at han havde 45 minutter til han skulle til lufthavnen, og naturligt nok gerne lige ville have både et svalende bad og en kold øl, at fejre sejren på. Var Monty stresset, så lod han ingen ane så meget som en flig af det.
Sportslig og publikumsmæssig succes
Ingen fejringen af Monty som vinder var gået en spændende og underholdende finalerunde, hvor den førende spiller, Peter Baker, hurtigt mistede sin fire slags føring, og hvor føringen skiftede hele tiden på de første ni huller.
På et tidspunkt lå fem spillere lige på -8, og det fremkaldte dybe panderynker hos arrangørerne, der nok ville kunne håndtere et omspil, men frygtede at fem mand i omspil ville give et kaos af ombookede flybilletter. Sådan gik det ikke. For efter en fuldkommen spektakulær eagle på 7. hul af Colin Montgomerie vendte momentum og gik derefter kun skottens vej.
“Jeg slog et rigtigt godt drive på par5-hullet 7., og havde et 5-jern ind til greenen. Det var det bedste slag, jeg slog hele ugen. Den var på pinden hele vejen og endte blot en lille meter fra hullet for en eagle. Dét hul, og det slag, blev afgørende, tror jeg. Det bragte mig i front og derfra kørte det bare. Jeg spillede godt hele dagen, men andetslaget på 7. gjorde udslaget,” sagde Colin Montgomerie.
Han sluttede med en runde i 67 slag (-5) og en score på -11 totalt. Dermed vandt han med tre slag ned til Paul Eales og Barry Lane. Sidstnævnte havde umiddelbart smidt en topplacering med et dårligt chip og et tre-putt på 15. hul for dobbelt bogey, men kom stærkt igen med en birdie-eagle afslutning. Peter Baker havde en skidt dag og var rundt i 75 slag efter at have lavet fem bogeys. Han blev delt 4. sammen med James Kingston og Paul McGinley, der begge gik 67, og alle sluttede i -7.
Ian Woosnam havde en bogeyfri finalerunde i 67 slag, der bragte han op på en delt 7. plads med Clark Dennis, Rafael Gomez og Paul Wesselingh.
Der udspillede sig en direkte duel om den ultimative håneret mellem Laura Davies og José María Olazábal, der på et særdeles muntert pressemøde lørdag havde stordrillet hinanden, da det viste sig, at de skulle ud sammen i finalen. Her gik de begge i +3, men Laura Davies var et slag bedre de to første dage, og kan nu drille spanieren hver gang de mødes.
Nerver og begejstring
Den engelske kvinde, der for første gang stillede op mod mændene, indrømmede at hun var nervøs som aldrig tidligere i sin 35 år lange karriere som professionel, da hun spillede 1. runde.
”Jeg blev selv overrasket over, at jeg var så nervøs, for jeg har jo prøvet alt. Men det var jeg altså, og jeg er virkelig ked af min præstation i første runde. Det blev bedre om lørdagen, hvor jeg løste mere op,” sagde Laura Davies, der trods resultatet imponerede publikum med både sine kolossale drives, sit gode humør og det besynderlige faktum, at hun spillede i polo og sweater alle tre dage trods 30 graders bagende varme.
En anden af stjernerne, Paul McGinley, var lørdag uheldig at ramme en tilskuer med sit drive på 15. hul. Han sendte det ud mellem træerne i venstre, hvor Simon’s medlemmet Lone Bansholt fik hans ‘autograf’, da bolden ramte hende på knæet. Lone tog det med et smil, for hun er stor fan af McGinley – og fik et billede med ham, og en rigtig autograf på en bold. ”Han skal være glad for, at bolden ramte mig, for der hvor den var på vej hen, havde den været svær at finde,” sagde Lone Bansholt med et bredt grin.
Den gode stemning spredte sig fra publikum og frivillige til spillerne, og David MacLaren var stærkt begejstret for turneringen og ’de glade danskere’, som han sagde. Der er ingen tvivl om, at Staysure Tour endog meget gerne kommer tilbage til næste år, og nu er det så op til Scan Group og Shipco at vurdere, om markedsføringsværdien er stor nok til, at man tager en tørn mere. Det skal direktør Morten Jæpelt regne lidt på de kommende uger. Der var ikke sparet på noget nogen steder, og hele opsætningen med teltby, food court, musikalsk underholdning med videre var første klasses og reelt fuldt på niveau med de fleste European Tour turneringer.
Man kan kun håbe, at pilen kommer til at pege i retning af et Shipco Masters 2019.