Mikko Korhonen vandt efter omspil. Nanna rykker frem i USA og McIlroy lurer på en forsinket fødselsdagsgave.
Finske Mikko Korhonen (billedet) vandt sin anden sejr på European Tour, da han med en birdie på første omspilshul besejrede franske Benjamin Hebert i Volvo China Open. Det blev kulminationen på en spændende finale, hvor sidste uges vinder Jorge Campillo igen var med helt fremme og hentede sin femte top3 placering siden 3. marts!
På LPGA Tour spillede Nanna Koerstz Madsen sig op på en delt 20. plads i par, hun skal ud med legende Cristie Kerr i nattens finalerunde. Der er langt op til toppen, hvor Sei Young Kim i -10 har tre slag til engelske Charley Hull.
På PGA Tour ligger Rory McIlroy og lurer på at give sig selv en forsinket fødselsdagsgave i form af en sejr i Wells Fargo Championship. Lørdag fyldte nordireren 30 år, og selvom han blev overhalet af Pat Perez, så ligger han på en 5. plads blot to slag fra den førende trio Max Homa, Jason Dufner og Joel Dahmen og et slag efter Perez. Det er ikke den mest skræmmende modstand, McIlroy har stået overfor i sin karriere, så måske kommer den største udfordring nedefra, hvor Justin Rose, Paul Casey, Sergio Garcia, Rickie Fowler og flere andre lurer.
Foto: Getty Images