Thomas Bjørn imponerede i tredje runde af Abu Dhabi HSBC Champions, da han trods blæst, der gjorde forholdene betydeligt sværere end på de to første dage, gik bogeyfrit i -3. De tre birdies faldt på de første syv huller, hvorefter resten resulterede i par.
Bjørn, der var en af kun to bogeyfri på dagen, rykkede dermed 31 pladser fremad til nr. 25 i -6. Hvor svære forholdene var, fremgår af, at Lucas Bjerregaard kunne rykke seks pladser frem med en runde i par. Han er nr. 50 i -3, mens Joachim B. Hansen, der indkasserede en dobbeltbogey på 9, gik i +2 og ligger som 58 i -2.
Søren Kjeldsen er stadig med fremme i forreste linje. Længe var han på tredjepladsen, men han deler nu femtepladsen med Maximillian Kiefer, Tyskland, Thomas Pieters, Belgien og Scott Jamieson, Skotland i -10. Han var meget tilfreds med at være kommet rundt i -1 efter at have præsteret en række meget smukke slag omkring og på green.
Turneringen føres fortsat af Shane Lowey, Irland i -17, efter at han gik i -5, hvilket kun Kiefer kunne gøre ham efter. Richard Sterne, Australien er på andenpladsen i -14, mens Ian Poulter med eagle på 18 kom til -12. Pablo Larrazabal er nr. 4 i -11.
TV-transmissionen af sidste runde indledes kl. 8 lørdag morgen, hvor Hansen og Bjerregaard formentlig er ved at være færdige, mens der må være en del huller tilbage for Bjørn og Kjeldsen.