Emily Kristine Pedersen leverede en fin finalerunde i JM Eagle LA Championship og sikrede sig sæsonens bedste resultat på LPGA Tour. En sjetteplads i 4-under par blev det til, og det indbragte hende næsten 116.000 $, samt vigtige points til både LPGA ranglisten og verdensranglisten.
Runden i 70 slag bød på fire birdies og tre bogeys, og man kan naturligvis ærgre sig lidt over at den sidste bogey kom på 17. hul og derfor kostede en del, men en flot turnering under alle omstændigheder.
Hele ugen havde australske Grace Kim ført feltet an, man på finaledagen gik hun alvorligt ned med flaget. Hun spillede en birdiefri runde i 77 slag og faldt helt ned til en 25. plads. Omvendt var hendes makker i førerbolden, landskvinden Hannah Green, helt ustyrlig på bag9, hvor hun spillede 12.-16. hul i fem under par med tre birdies og en eagle, og derfor gik runden i 66 slag (-5). Hun sluttede 12-under par, 3 slag foran Maja Stark som igen var 3 slag bedre end Haeran Ryu på tredjepladsen.
Favoritterne sejrede
Ikke helt uventet blev det de to irske bedstevenner, Rory McIlroy og Shane Lowry, der vandt Zurich Classic of New Orleans. Men de måtte kæmpe hårdt for det. I det drilske foursome-format, der blev spillet i sidste runde gik irerne 4-under par og sluttede 25-under par samlet. Men det helt upåagtede makkerpar Chad Ramey og Martin Trainer, der havde startet finalerunden på 25. pladsen, 7 slag fra toppen, havde en af de dage på golfbanen, de nok aldrig glemmer.
De gik runden i 9-under par – det er ret godt i foursome, som kan være et svært format. Dermed sluttede de også på 25-under par og kunne nu bare vente på hvad de sidste par på banen lavede. I sidste ende var det altså kun de to irske Ryder Cup-stjerner og majorvindere, der kunne matche deres score med en birdie på 72. hul, og så måtte der omspil til.
Om det var de næsten tre timers ventetid i klubhuset, der var udslagsgivende, er umuligt at sige. Men par var nok for McIlroy/Lowry på første omspilshul, da Martin Trainer missede det to-meter putt, der kun have forlænget omspillet.
Thorbjørn Olesen/Matt Wallace både begyndte og sluttede runden godt, men ind i mellem var der bl.a. to dobbeltbogeys, og så faldt de tilbage til delt 36. plads.
Det blev også en stille dag på kontoret for Thomas Bjørn på PGA Tour Champions. I Mitsubishi Electric Classic gik han finalerunden i 72 og sluttede på 17. pladsen i 4-under par.
Stephen Ames var 5 slag bedre end sin medspiller i førerbolden, Paul Broadhurst, og så byttede de plads. Ames vandt i -14, Broadhurst blev nummer to i -10, delt med Doug Barron.
Foto: Getty Images