Nanna Koerstz Madsen blev nummer 6 i BMW Ladies Championship i Busan, Korea, og Nicole Broch Larsen (billedet) spillede sig op på en 16. plads. Det gjorde med runder i hhv. 67 og 68, og de sluttede totalt i -11 og -8.

Nanna blev næstbedste ikke-koreaner, efter sidste uges vinder Danielle Kang, som var tæt på at gentage triumfen. Hun måtte dog se sig slået på tredje omspilshul af Ha Na Jang, der er en af mange koreanere i turneringen, som ikke engang har en LPGA kategori.

Hjerteskærende drama

Der var også fine danske præstationer og lokal vinder i Foshan Open på Challenge Tour. Benjamin Poke blev delt nummer seks efter en 67’er og det giver ham et avancement på ranglisten til 27. pladsen. Efter Grand Final på Mallorca får top15 et European Tour kort.

Martin Leth Simonsen blev delt 29 og rykker en plads frem til nummer 35, mens Rasmus Højgaard ganske vist kun blev 39, men alligevel avancerer to pladser til 19. pladsen på Race to Mallorca.

Det store drama udspillede sig omkring tredje-fjerdepladsen, for kineserne Zheng-kai Bai (-23) og Zecheng Dou (-19) tog sikkert de første pladser. Skotten Calum Hill sluttede med fem birdies i træk, tog tredjepladsen alene og spillede sig tilbage på ranglistens førsteplads. Fjerdepladsen blev delt i -17 af Richard Bland, England, og tyske Alexander Knappe, og det var hjertegribende for tyskeren. Han han fået birdie på et af de to sidste huller og delt tredjepladsen ville han være kommet ind i Grand Final. I stedet fik han to pars og den delte fjerdeplads betyder at han slutter som nummer 46 på ranglisten. I stedet  for Grand Final og en garanti for at nå Final Stage på Tourskolen, må han nu omkring en af Stage 2 turneringerne. Stakkels mand.

Kan Tiger indhentes

Som ventet lykkedes det ikke at gennemføre hele fjerde runde af Zozo Championship i Japan på PGA Tour. Natten til søndag spillede man tredje runde, hvor Tiger Woods fastholdt førstepladsen med en 66’er, og den føring har han stadig efter 11 spillede huller i finalen. Tiger er -18, tre slag bedre end Hideki Matsuyama og seks slag foran Sungjae Im og Gary Woodland, der deler tredjepladsen i -12. Rory McIlroy fik lidt oprejsning i 3. runde hvor han var banens bedste med en 63’er og med et hul tilbage af 4. runde ligger han på femtepladsen i -11. Afslutningen kan ses live på GOLFTV natten til mandag.

Foto: Getty Images

Forrige artikelGassen gik af Joachim
Næste artikelFølg Tiger fra 23.30
Morten Buckhøj
Morten Buckhøj ved alt om, hvad der rør sig indenfor golf. Morten var i mange år bladets udstyrs-ekspert , men er også en fremragende rejse- og baneskribent. Desuden tager Morten gerne kontroversielle emner op og giver dem en saglig behandling. Morten har i mange år arbejdet som golfjournalist, men arbejder også med kulturstof, bl.a. teateranmeldelser.