Augusta National har et efterslæb mht. at anerkende kvinders og farvedes rettigheder, og det arbejder klubben hårdt på at ændre.
Først fik den kvindelige medlemmer, bl.a. den tidligere amerikanske udenrigsminister Condoleezza Rice, som i øvrigt er farvet. I år fik Masters sin første farvede æresstarter, Lee Elder, som desuden er den første æresstarter, der aldrig har vundet Masters.
En fortjent og symbolsk vigtig ære for spilleren, der vandt 18 gange på den særlige tour for farvede spillere, før han i 1969 med støtte fra mange sider skrabede midler sammen til at spille Q-school.
I 1975 var Lee Elder den første amerikanske spiller med afro-amerikanske rødder, der blev inviteret til at spille Masters, efter at han året forinden havde vundet PGA-turneringen Monsanto Open.
Da Fred Ridley, leder af Augusta National, annoncerede invitationen til Elder, meldte han samtidig, at klubben indstiftede to scholarships i Lee Elders navn på et nærliggende college, der traditionelt har været for farvede, og samtidig sponsorerer et nyt golfprogram for kvinder på skolen, uanset hvor dyrt det ville blive.
Ved åbningen af Masters præsenterede Ridley Elder, som ’den første sorte mand, der spillede Masters’, så amerikanerne har ikke samme berøringsangst for ordet sort, som vi har i Danmark.
Han hyldede Elder for hans indsats for sortes stilling i det amerikanske samfund, og inviterede ham til at drive.
Elders helbredstilstand er dog sådan, at han accepterede æren og afstod fra slaget.
Til gengæld fik vi fine drives af såvel 85-årige Gary Player som 81-årige Jack Nicklaus, og det var glædeligt at se, hvor mange spillere med meget senere starttider der var mødt op for at overvære det historiske øjeblik