Før sidste runde af PGA Championship på Valhalla ligger 15 spillere inden for fem slag, og da Shane Lowry var tæt på at blive historisk med den første majorrunde i 61 slag – han missede puttet hårfint og måtte nøjes med 62 – er det åbenbart, at der kan ske meget søndag.
Moving day startede ikke alt for godt. Tåge gjorde, at man ikke kunne komme i gang med at færdiggøre anden runde. Til slut måtte man bide i det sure æble og sende feltet ud i trebolde fra såvel 1 som 10. Til gengæld gik den torden, der var advaret om, syd om banen hele eftermiddagen, og det gør, at mens forholdene fredag eftermiddag og hele lørdagen var for lette, fordi banen var blød, er der håb om, at den tørrer en del ud til finalerunden, så boldene ikke bare bliver liggende på green.
Det gjorde ikke noget for underholdningen. Der foregik hele tiden noget et eller andet sted, og der blev slået formidable slag. Kun den førende Xander Schauffele og hans nærmeste forfølger, Collin Morikawa, fik først sent på runden for alvor gang i scoringen. På Gettys billede siger de tak for runden. De sluttede i hhv. -2 og -3, men det var nok til at dele føringen, men med et helt kobbel spillere inden for synsvidde. Se blot: 1. Schauffele og Morikawa -15. 3. Sahith Theegala -14. 4. Shane Lowry, Viktor Hovland og Bryson DeChambeau -13. 7. Justin Rose og Robert MacIntyre -12. 9. Dean Burmester -11, og derefter seks spillere i -10.
Scottie Scheffler var ikke sig selv og gik sin første runde over par i 2024. Årsagen var formentlig en forsinket reaktion på arrestationen fredag, og det var fuldt forståeligt. Han ligger nu i -7.
De tre danske i finalerunderne sloges godt for det, men havde ikke marginalerne med sig. De mente alle tre, at de havde spillet til en bedre score, men de ligger inden sidste runde således: 46. Thorbjørn Olesen og Nicolai Højgaard -4. 73 Rasmus Højgaard par.
Søndag kan de uden nerver forsøge at spille sig højere op, og marginalerne er små, så det kan sagtens lade sig gøre.