I de to første fourballs i Solheim Cup lørdag eftermiddag gav amerikanerne bøllebank. Alison Lee/ Megan Khang nedlagde Anna Nordqvist/ Madelene Sagström 4-3, mens Andrea Lee/ Rose Zhang vandt over Linn Grant/ Celine Boutier 6-4.
Dermed førte USA 10-4, og man skulle mindes ‘Miraklet i Medinah’ i Ryder Cup 2012 for at finde lidt håb og trøst. Her var stillingen den samme, og de to sidste fourballs så ikke godt ud, da Ian Poulter pludselig gik birdieamok, og Europa vandt begge matcher 1-0. Dagen efter fortsatte deres momentum, så Europa vandt 14½-13½.
På Robert Trent Jones GC skulle europæerne først vinde de to sidste fourballs. Carlota Ciganda/ Emily Pedersen, der på Gettys billede fejrer sejren, kom mod Lexi Thompson/ Ally Ewing foran for første gang på 13, delte et nervøst hul 14, hvorefter Emily Pedersen på et tidspunkt, hvor det så skidt ud igen, holede et langt putt og bragte føringen til 2 up.
Med et formidabelt slag fra Thompson reducerede USA føringen til et enkelt hul, før Emily Pedersen på 17 slog to formidable slag til en givet birdie og sejr 2-1. Med to sejre i fire opgør er Pedersen nu en af tre europæiske spillere med 50%.
I den sidste single var Charley Hull/ Georgia Hall 2 up fra hul 11, men på 17 missede Hull et kort putt for sejr. På sidste hul var begge de engelske spillere deres modstandere overlegne, så de sejrede 2-0. 10-6 til USA, og måske håb til Europa søndag, hvor de 12 singler spilles, og USA bare skal bruge 4½ p for at sejre.