Hvem der angriber Golfbladets website er ikke godt at vide, men det er deprimerende ikke at kunne skrive. Nu er vi så tilbage igen, til nogen evt. lægger os ned igen, og jeg benytter chancen til at lave en Tirsdagsanekdote fuld af nostalgi. Anledningen er, at colombianeren Camilo Villegas afbrød næsten 10 års sejrstørke i en tid, hvor han var ramt af et utal af ulykker, såvel i familien som på sin egen krop. De fleste havde ikke regnet med at se ham i toppen igen, men i år er hans resultater langsomt blevet bedre og bedre, i i søndags vandt han Butterfly Bermuda Championship i en tilstand, som ikke lod ane, at han i 2006 blev kårets som PGAs mest sexy spiller. Han spillede med stor disciplin og skønne slag og sluttede i -24, to slag foran Alex Norén.
I 2008 var min kone og fotograf og jeg på en måneds tur i USA til bl.a. Ryder Cup på Valhalla og Tour Championship i Atlanta. Villegas havde allerede vundet BMW Championship, og mens han på putting green viste sin edderkopstilling, som han stadig dyrker (billedet/ Getty), flere gange og hyggede sig med træningen, fik vi kontakt med ham.
Jeg drømte om at lave en match mellem Villegas og Thorbjørn Olesen og lokkede med, at Villegas, der efter at have vundet Tour Championship, rykkede op som nr. 7 på verdensranglisten, havde fået mange fans i Danmark.
Han var selv fyr og flamme, men hans manager ville ikke have ham til Europa. Villegas prøvede at ændre hans indstilling: – Hører du ikke, at jeg er populær i Danmark. Skal vi ikke se Europa?
Manageren var ikke til at hugge eller stikke i, så det blev ikke til noget – ærgerligt!