Hollandske Imre Rietveld Nielsen blev All England-mester i badminton, giftede sig med Knud Aage Nielsen, ’Grønært’ – også All England-vinder – og spiller som 74-årig golf i Kolding GC, mens fjerbolden er opgivet efter bl.a. tre sprængte achillessener
Sidste år vandt Imre Rietveld Nielsen DM-bronze i regionsgolf med Kolding Golf Club og lyser op ved tanken om præstationen.
– Det var så sjovt, at det lykkedes, og jeg elsker at konkurrere. Vi har ikke boet mere end fire år i Kolding, men deltagelse i klubber i klubben og i regionsgolf har betydet, at vi er kommet i fin kontakt med de andre klubmedlemmer, og nu er jeg også medlem af bestyrelsen i Ladies Section.
… fortæller Imre Rietveld efter en dejlig runde på golfbanen midt i det frodige forår. Hun er en meget aktiv golfspiller, men huskes af de fleste, fordi hun i anden halvdel af 1960erne som den eneste fra Holland tilhørte verdenseliten i badminton og sammen med Ulla Strand vandt All England (dengang regnet som uofficielt VM) i damedouble.
Startede i gymnastiksal
Imre Rietveld blev født i en lille by uden for Haarlem, hvor hun som 9-årig begyndte at spille badminton i en gymnastiksal. Hun viste stort talent og blev kørt til træning med den indonesiske landstræner i hovedstaden Den Haag. Som 14-årig fik hun dispensation til at deltage i de hollandske mesterskaber for seniorer, og før hun skiftede til at repræsentere Danmark, nåede hun at vinde ni titler: Fire gange single, fire gange damedouble og en gang mixeddouble.
International karriere
Den internationale karrieres første triumfer lå i French Open, hvor hun i 1963 vandt sin første titel i damedouble, i 1964 vandt såvel single som double og de følgende år indkasserede yderligere tre titler, heraf en enkelt mere i single.
Årets altoverskyggende begivenhed var All England, og hun syntes at være på toppen i 1965, da achillesscenen røg i en turnering i Aberdeen umiddelbart forinden. Dermed blev succes’en i London forsinket et år, men i 1966 vandt hun sølv i damesingle som den første af fem medaljeplaceringer på fire år.
Grønært faldt pladask
Knud Aage Nielsen, i badmintonkredse Grønært, vinder af herresingle i All England 1964, havde i flere år været afstandsbetaget af Imre, før de først flirtede, derefter blev ringforlovede og i april 1967 giftede sig i Holland, men slog sig ned i Lyngby, hvor Nielsen havde en slagterbutik.
Da var Knud Aage landstræner for det danske Thomas Cup-hold og skulle til Asien i nogle måneder, så det var en ensom nydansk start, husker Imre, der tog tilbage til Holland, til han kom hjem igen – og så blev en børneflok på fire grundlagt.
Der blev stadig tid til badminton, og Imre nåede at spille damedouble i Uber Cup, kvindernes hold-VM, med Lene Køppen. Undervejs røg der endnu en achillesscene, denne gang på sidste bold i en tresætskamp i Uber Cup på New Zealand!
Knud Aage havde da stoppet sin elitekarriere pga. en hofteskade, som ifølge lægerne hurtigt ville lænke ham til en rullestol, hvis ikke han stoppede. Siden begyndte han at spille lidt igen, og ægteparret har faktisk vundet et provinsmesterskab sammen.
Erhvervskarriere
Efter et par år skiftede parret radikalt spor, da de købte en sportsforretning i Nykøbing F., hvor Knud Aage var opvokset. Her profiterede de ikke mindst af, at danskerne var begyndt at tage talstærkt på skiferie.
Efter nogle givtige år solgte de forretningen til deres søn og købte selv hus i Spanien, som de var kommet til at sætte stor pris på gennem årlige ferieophold.
Golf
Golf begyndte Imre først på for alvor, da børnene var store nok til, at der blev tid til det.
Det gik hurtigt fremad, for med sin konkurrencementalitet gør hun ikke noget halvt. Hun har været nede i handikap 6, og hun ligger stadig som 74-årig i omkring 13.
Den første klub var Falster Golfklub, og har vandt hun sine første klubmesterskaber. Siden har hun også vundet mesterskaber i Storstrømmen, Club Dinamarca i Spanien og senest Kolding.
– Men nu er det ikke det åbne mesterskab længere, men i den aldersgruppe, hvor jeg hører hjemme.
I løbet af 18 år på Costa del Sol var Knud Aage og Imre medlem af flere forskellige spanske klubber og på selskabelige ture til andre.
Knud Aages hofter drillede stadig, og han fik to nye i vellykkede operationer i Spanien, før parret, bl.a. efter at han havde haft en tæt på fatal blodprop, besluttede, at nu var tiden kommet til at rykke til Danmark igen.
Kolding og Club 1-kort
Valget faldt på Kolding, hvor deres ene datter bor med sin familie, og hvor de har nydt banen. På vores runde kan Imre give gode råd om spillet af hvert eneste hul, ikke mindst det dramatiske 13., hvor man slår ud fra et højt hævet teested, og bolden i dybet opfører sig på en måde, man helst skal kende forud.
– Det er en dejlig klub med en herlig bane, men vi har også været glade for Club 1-kortet, der giver mulighed for frit spil i fem andre klubber, konstaterer Imre efter runde, hvor hun adskillige gange har demonstreret suveræne drives og approachslag, men har haft lidt rust i putteren.
Hun kom lige fra en halv time med pro’en for at få køller og jern til at makke ret. Det vil ikke overraske, om hun nu booker en putting-lektion, for en gang konkurrencemenneske, altid konkurrencemenneske, og kan det blive bedre, skal det også forsøges.
All England-mesteren har formentlig mange dejlige år for sig på fairways og greens.