Golfklubben Storstrømmen i Nykøbing Falster vokser dejligt til, og bliver mere og mere indbydende.

Det er fem år siden GOLFBLADET sidst besøgte Golfklubben Storstrømmen, der ligger ideelt bynært placeret lige i udkanten af Nykøbing Falster.
Dengang i 2017 spillede vi en hyggelig runde med Bruno Andersen, der er formand for aktieselskabet, der ejer banen, og i øvrigt er far til klubbens pro, Frank Andersen.
Det samme gjorde vi år, hvor Bruno smilende konstaterede, at ’man slet ikke kunne se på os, at der var gået fem år’.
– Det kan man til gengæld se på banen, tilføjede han på den 300 meter lange vandring fra klubhus og træningsbane til første teested.
– I samarbejde med Guldborgsund Kommune og organisationen Growing Trees Network, har vi inden for de seneste par år plantet 7.000 ege-, hassel-, birke og vildtkirsebærtræer, der står som helt ny skov langs 3., 5. og 8. hul. Træerne er stadig relativt små, og området er fortsat hegnet ind, men det giver allerede nu en helt anden visuel oplevelse af golfbanen, både fra Grønsundvej og fra fairways og greens, siger Bruno Andersen, og man kan ikke give ham andet end ret.
Netop hullerne tre til otte, der var de sidste der blev anlagt i anden fase af anlæggelsen af klubben fra midt i 90’erne og nogle år frem, var oprindeligt meget åbne og selvom der var plantet mange træer på arealet, så fremstod især den del af banen oprindeligt som en klassisk dansk agerjordsbane – mere mark end park.

I dag er det markant anderledes. Træerne på banen har vokset sig så store at banen stille og roligt har skiftet karakter. De var allerede godt på vej for fem år siden, men det er lidt som når man ser sine venners børn som 10-årige og så igen når de er blevet 15. Alting er skudt i vejret.
Da man i sin tid åbnede banen var der 13 huller klar. De lå samme side af hovedvejen som klubhuset, i et meget smukt areal omgivet af gammel skov. Arealet tilhørte den gamle Kringelborg Avlsgård som kommunen havde opkøbt og hele jord tilliggendet var udlagt til bolig-, erhvervs- og rekreativt område. Fra golfbanen og ind mod byen, er der blevet bygget erhverv og boliger, overfor golfklubben var allerede anlagt to større boligområder med attraktive andelsboliger, og Rolf Henning-Jensen tegnede en golfbane, der strakte sig over tre jordlodder, således at banen i dag består af tre-fire dele, adskilt af hhv. Grønsundvej og den gamle Østerskov.
Det gjorde i begyndelsen banen lidt uharmonisk, men også det har årene ændret på, og i dag fremstår banen endnu mere indbydende end tidligere.
Formand Henning Roed Hansen, klubbens pro Frank Andersen og formanden for aktieselskabet Bruno Andersen foran det smukke bindingsværk-klubhus

Mange muligheder
Siden vores sidste besøg har klubben anlagt et nyt sæt tees, så man nu kan spille en bane på ca. 4.100 meter – ideelt til de mange ældre medlemmer af begge køn, og til begyndere. Den gamle ’rød’ er blevet til en udfordrende ’Tee50’ og et miks mellem ’gul’ og ’rød’ har givet en ’Tee54’ bane, der formentlig er den mest benyttede. ’Tee59’ byder på en god blanding af længde og spændende udfordringer, og de mange træer, der nu har vokset sig høje har betydet, at man i dag ikke kan skære hjørner som det var tilfældet tidligere. I hvert fald ikke uden betydelig risiko. For at imødekomme spillets udvikling, er klubben i gang med en plan, hvor der skal anlægges en række backtees, så banen kan strækkes ud på 6200 meter, og så man kan give nogle lidt andre vinkler at angribe hullerne fra. Et spændende projekt, der peger i retning af at klubben er mere ambitiøs omkring sin bane end en medlemsskare på omkring 500, forholdsvis modne medlemmer umiddelbart skulle give indtryk af.
Tre greenkeepere sørger for at holde anlægget i en rigtig god stand. Vi mødte dem på banen og ildhuen lyste langt væk. De suppleres af en lille gruppe frivillige, der hjælper til med blandt andet at klippe teesteder og på den måde fremstår anlægget virkelig pænt.
Da vi spillede banen var greens stenhårde – hvilket betød, at de havde svært ved at tage imod indspil, så der blev chippet rigtigt ofte fra bag green. Til gengæld rullede bolden jævnt og fint på greens, der har en del drilske fald, som betyder at man skal have skærpet opmærksomhed omkring alle putts.Arealet i baggrunden – bag 8. hul er en del af den nye skov med 7.000 nyplantede træer, der omkranser banen i Nykøbing Falster

Ønskes: flere medlemmer
Ligesom de fleste andre klubber har Storstrømmen også nydt godt af tilgang i forbindelse med corona, men man har stadig masser af plads til flere medlemmer. 500 har man nu, og 200 mere over de næste par år vil ikke gøre noget, siger Bruno Andersen.
– Klubbens økonomi er god, men flere medlemmer vil gøre det muligt at foretage nogle af de forbedringer, vi gerne vil lave. Det gælder blandt andet etableringen af en sø ved 18. green, som allerede for fem år siden var på tegnebrættet, men endnu ikke har kunnet gennemføres.
Der er også store planer med driving range, der ligger ideelt placeret lige uden for klubhuset, og som PGA-pro Frank Andersen gerne vil gøre til et større aktiv for anlægget.
Et andet projekt handler om at give medlemmerne mulighed for at ’Gå til golf’ på gratis træningshold over et flere uger langt forløb. Det er sat i gang og er blevet en succes.
Golfklubben Storstrømmen deltager sammen med de øvrige baner på Lolland-Falster i et fælles samarbejde omkring golfturisme og overnatning, men ellers er der ikke noget tættere samarbejde mellem klubberne. En potentiel fritspilsaftale er blevet diskuteret, men har ind til videre ikke kunne lade sig gennemføre.
Til gengæld er greenfee ikke dyr. 350 kr. på hverdage og 400 kr. i weekends, og mulighed for at spille ni huller for 200 kr. er på ingen måde urimeligt.
Klubbens ganske hyggelige Café Vognporten opererer med forholdsvis begrænsede åbningstider, men man kan trække drikkevarer i en automat, når der ikke er åbent.

Golfklubben Storstrømmen
Kringelborg Allé 9, 4800 Nykøbing F. Tlf.: 5482 8080. E-mail: golf@storstroemmen.dk. www.storstroemmen.dk.
18 huller, par 72. (Tee: 59, 54, 50 og 41) fra 5.868-4.120 meter.
Greenfee: kr. 250 (hverdage), kr. 400 (weekends)/9-huller. Kr. 200/250.
Banen åben året rundt med normale greens og teesteder.

Forrige artikelSkøn golf, før Rahm vandt – Nanna lidt frem – Storgaard langt fra kort
Næste artikelLa Cala Resort – luksus i bjergene
Morten Buckhøj
Morten Buckhøj ved alt om, hvad der rør sig indenfor golf. Morten var i mange år bladets udstyrs-ekspert , men er også en fremragende rejse- og baneskribent. Desuden tager Morten gerne kontroversielle emner op og giver dem en saglig behandling. Morten har i mange år arbejdet som golfjournalist, men arbejder også med kulturstof, bl.a. teateranmeldelser.