Frederik Birkelund er bedste dansker midtvejs i Danish Golf Challenge i Odense, hvor han ‘overraskede’ GOLFBLADETs myreflittige fotograf, som havde sit okular rettet mod den førende spiller på Challenge Tour ranglisten, Rasmus Neergaard-Petersen, som tog et stort spring frem i stillingen med en runde i 66 (-6) og er på syvendepladsen i 7 under par samlet.
Frederik Birkelund gik 67, trods en 7’er (dobbeltbogey) på kortet undervejs, og er 1 slag bedre end Rasmus på delt fjerdeplads. Han er 4 slag fra den førende nordmand, Andreas Halvorsen.
Yderligere otte af de 16 deltagende danskere klarer cuttet. De er følgende: Peter Launer Bæk (T14/-6), Victor H. Sidal Svendsen (T18/-5), Jeppe Kristian Andersen, Hamish Brown og Jens Kristian Thysted (T27/-4), Nicolai Kristensen (T41/-3), Christoffer Bring og Oliver Hundebøll (T56/-2).
Nørgaard også 4 efter
I Soudal Open på DPWT ligger Niklas Nørgaard også på fjerdepladsen, og også han er 4 slag fra den førende, som her er Nacho Elvira i 14 under par.
Her er Sebastian Friedrichsen (T23/-6) og Jeff Winther (T34/-5) også klar til weekenden, mens Jonathan Gøth-Rasmussen og Marcus Helligkilde (T88/-1), Søren Kjeldsen (T98/Par) og Søren Broholt Lind (138/+5) ikke klarede cuttet.
Højgaard færdig
Nicolai Højgaard er færdig i Charles Schwab Challenge på PGA Tour, efter en skidt runde i 77 fredag, som blev indledt med en triplebogey allerede på hans andet hul. Her spilles der til langt ud på aftenen dansk tid, men cuttet kommer ikke ned til Nicolais +8.
Også Thomas Bjørn ser ud til at være færdig i KitchenAid Senior PGA Championship, der er en major for seniorerne. Han ligger nummer 101 i +4, 3 slag fra det aktuelle cut, med tre huller tilbage at spille – og med masser af spillere, der endnu ikke er startet.
På Ladies European Tour i Evian i Frankrig er Sofie Kibsgaard Nielsen eneste dansker videre til weekenden – hun ligger T26 i +2, turneringen føres af Morgane Metraux i -11. Nicole Broch Estrup (T75/+7), Cecilie Finne-Ipsen (106/+11) og Line Toft Hansen /T122/+14) er alle færdige og kan vende næsen mod Danmark og weekendens Danmarksturnering.
Foto: Rasmus Neergaard-Petersen mens han endnu lignede bedste dansker på Challenge Tour i Odense Eventyr Golf. (c) Jesper Vinzents