Kristoffer Max blev professionel for to uger siden efter at have vundet den prestigefulde amatørturnering, DIAC, og i dag fuldendte han den perfekte pro-debut ved at vinde Miklagaard Open på Nordic League.

Max var ude i førerbolden sammen med bl.a. Frederik Tøttenborg, og fik fra spids 3 under par, for en samlet score på 13 under par. Tøttenborg gik omvendt 3 over og måtte nøjes med en delt sjetteplads. Der var 3 slag fra Kristoffer Max til norske Jarand Ekeland Arnøy på andenpladsen.

Missede og klarede major cuts

Mindre godt gik de danske kvinder i major-turneringen, Evian Championship, hvor både Nanna Koerstz Madsen og Emily Kristine Pedersen missede cuttet, der faldt på +4. Nanna gik 72 (+1) og sluttede i +5. Hun gik hårdt efter en birdie på sidste hul, og fik bogey. En par havde imidlertid været nok, men det kunne Nanna slet ikke vide på det tidspunkt. Emily var birdiefri efter 15 huller i +4, og skulle bruge et lille mirakel på de sidste tre huller og det udeblev desværre. Hun sluttede tværtimod skidt af med dobbeltbogeys på både 16., 17. og 18. hul og sluttede 13 over par.

Turneringen føres af den lokale helt, Solheim Cup-spilleren Celine Boutier, som med birdie på 18. hul nåede 7 under par. Forholdene var vanskelige med hård vind og svære pin-placeringer, som gav spillerne store udfordringer. Patty Tavatanakit, Thailand, og japanske Yuka Saso deler andenpladsen i 6 under. V Sport Golf sender allerede fra kl. 8.30 i morgen, da rigtigt skidt vejr ventes at ramme Evian i morgen eftermiddag.

I Senior Open, der spilles på Royal Porthcawl i Wales, lå alle tre danskere side om side indenfor Top20 inden anden runde, men Knud Storgaard gik +6 og misser cuttet. Steen Tinning gik -1 og er i par samlet på niendeplads side om side med bl.a. legender som Colin Montgomerie og Bernhard Langer, og blot 4 slag fra førende Steve Alker. Bedst af danskerne er imidlertid Anders Hansen, som med birdie på sidste hul kom til 2 under for dagen, og 1 under samlet og p.t. indtager en delt tredjeplads. Der er stadig spillere på banen både til Evian og Senior Open.

Challenge Tour og kvinde EM

Nicolai Kristensen er i Top10 i Challenge Tour-turneringen i Irish Challenge på ottendeplads i -6, 3 slag fra de to førende spillere. Også Hamish Brown er klar til weekenden. Også her er der p.t. stadig spillere på banen.

Ved kvindernes EM i Sverige leverede Olivia Grønborg og Johanna Axelsen flotte tredje runder i hhv. 2 og 1 under par og spillede sig derfor inden for cuttet. Natacha Høst Husted er stadig bedste dansker på delt 17. plads efter en runde i par. Også Victoria Kristensen klarede cuttet. Den svenske verdensetter, Ingrid Lindblad, fører turneringen i -5.

På PGA Tour sluttede Nicolai Højgaard 1. runde med birdie, par, bogey for en runde i par, men han er p.t. 3 under par i 2. runde og klart inden for cuttet.

Foto: Kristoffer Max (c) Jesper Vinzents.

 

Forrige artikelHarre Vig Golfklub fejrer fødselsdag
Næste artikelDobbelt spansk til EM, fransk majorføring og lidt norsk…
Morten Buckhøj
Morten Buckhøj ved alt om, hvad der rør sig indenfor golf. Morten var i mange år bladets udstyrs-ekspert , men er også en fremragende rejse- og baneskribent. Desuden tager Morten gerne kontroversielle emner op og giver dem en saglig behandling. Morten har i mange år arbejdet som golfjournalist, men arbejder også med kulturstof, bl.a. teateranmeldelser.