Frederik Kjettrup er trådt ind på den professionelle scene. I nat vandt han i sin debut på PGA Tour Americas, den gamle prestigefulde The Beachlands Victoria Open, der er blevet spillet siden 1981. Sejren kom i hus takket være to sene birdies, der faldt på et tidspunkt hvor Brønderslev-spillerens 3 slags føring ellers var blevet indhentet og overhalet. Argentinske Mateo Fernandez de Oliviera var kommet i klubhuset med en 63’er (-7) og førte nu med 1 slag i 20 under par. På det tidspunkt var Kjettrup i par for runden.
Med en birdie på 16. hul bragte den nyprofessionelle nordjyde sig på omgangshøjde, og da endnu en birdie fulgte på det efterfølgende par3-hul førte han med 1 slag. 18. hul blev spillet lige efter bogen. Drive i fairway, andetslaget på green og to putts. Sejren var i hus, og med den godt 40.000 $ og 500 point til ranglisten hvor Frederik Kjettrup stryger direkte ind på en niendeplads.
Dermed vandt to af dansk golfs unge fremtidshåb i denne weekend, Jacob Skov Olesen The Amateur Championship og Frederik Kjettrup på en af de vigtige fødekæde tours i Nordamerika. Formidabelt.
Schefflers 6.0.
Scottie Scheffler vandt for sjette gang i alene i år, da han på første omspilshul besejrede Tom Kim i The Travelers Championship. Tom Kim havde ført turneringen hele ugen, men måtte hive en birdie på sidste hul op af hatten for at tvinge den suveræne verdensetter ud i omspil. Og det blev en kort fornøjelse, da Tom Kim slog i bunker, og ikke formåede at matche Schefflers stensikre par. Det er første gang siden Arnold Palmer i 1962 (!) at en spiller vinder seks turneringer på PGA Tour inden 1. juli. Selv ikke en vis Tiger har været så overlegen og stabil.
Yangs første majorsejr
Amy Yang fra Sydkorea førte inden finalerunden af KMPG Women’s PGA Championship, men viste lidt nerver i begyndelsen af runde, der antydede at det kunne blive en spændende afgørelse. Det blev det dog ikke. Yang fandt hurtigt rytmen og kørte med en runde i par en sikker 3-slags sejr i hus.
Det var rutinerede Amy Yangs 75. majorstart, og hendes første sejr. Lilia Vu, Jin Young Ko og Miyu Yamashita delte andenpladsen i 4-under par. Mange havde nok nok håbet på en eventyrsejr til Lexi Thompson i hendes sidste start i turneringen, men kom helt skævt fra land og spillede sig hurtigt ud af ligningen – 43 slag på for9! Bag9 gik bedre, 31 slag og dermed trods alt en delt niendeplads.
Foto: Der er ikke tilgængelige billeder af Frederik Kjettrup fra sejren, så I må nøjes med arkivbilledet fra US Open. (c) Getty Images