– Du må love mig at spørge Frederik, hvordan han gjorde det, for det var efter min mening en totalt umulig præstation i dag. Det blæste 10-12 sekundmeter, i vindstødene op til 18, og jeg spillede langt over forventning og sluttede i +1, var Christoffer Langes kommentar til den fantastiske runde, Frederik Kjettrup (billedet) leverede på første dag af DM i slagspil i Brønderslev GK.
Lidt af forklaringen må være, at Kjettrup spillede på hjemmebane, og faktisk er der tre deltagere fra Brønderslev i top-13. Kjettrup fører i -8 på trods af en enkelt bogey under vejs. Christoffer Lange deler fjerdepladsen med Mads Laage, Smørum og Adam Søndergaard, Ikast/Tullamore i +1, og Morten Hedegaard er delt 13 i +3. Marcus Garfield, Fredensborg er nr. 2 i -1 og Gustav Frimodt, Great Northern nr. 3 i par.
Kjettrup satte personlig rekord. Hans bedste runder hidtil har været i -7, 64 slag. En gang i Aalborg og en gang i USA.
– Jeg havde små forventninger til turneringen, for en skade i håndleddet gjorde, at jeg skulle have punkteret det og hentet en mængde væske ud. Det har været ømt i træning, men i dag generede det mig ikke. Jeg slog bolden godt, og jeg puttede godt, forklarer han.
Hvordan gik det i hele turneringen i hans to andre superrunder?
– De blev begge spillet i sidste runde, så jeg ved ikke, hvordan jeg reagerer, men hvis jeg nu går ud og tager et hul ad gangen, går det nok. I begge turneringer blev jeg i øvrigt nr. 2.
Der kan med andre ord være god grund til at starte med sådan en runde.
I damernes turnering tog vinderen af DILAC, Cecilie Leth-Nissen, Smørum, føringen i par foran Smilla Sønderby, Horsens, Alberte Thuesen, Mølleåen og Cecilie Finne-Ipsen, Hjortespring +1. Caroline Amalie Engelbredt, Køge ligger nr. 5 i +4.