Furesø er forvandlet til en endnu smukkere og spektakulær bane efter redesign af bunkers for 3-4 år siden. Banens 27 huller er fair, og de er trimmet ud i hjørnerne.
I gamle dage kørte kom herskaberne kørende i drosche op ad alléen og blev sat af foran hovedbygningen på Hestkøbgård i Birkerød. Den nuværende hovedbygning blev opført i palæstil i 1902-03, men historien om Hestkøbgård kan føres helt tilbage til 1370, da den blev pantsat til Roskilde-bispen.
I dag huser den flotte palæejendom restaurant og diverse klubfaciliteter, og på væggen hænger gamle billeder der viser, hvordan en tidligere gårdejer har indrettet pejsestuen.
I logoet for Furesø Golfklub står skrevet: ”Kvalitet – Klubliv – Hjælpsomhed”, og der er ingen tvivl om, at klubben lever godt op til alle tre parametre. Straks man træder inden for i den imponerende gamle ejendom mærker man den gode stemning og føler sig velkommen!
Efter den obligatoriske indskrivning, så af sted til driving rangen for at varme lidt op. Og det er der rig mulighed for. Furesø har en ganske indbydende driving range og flere øveområder til indspil og putting.
Når bøgen springer ud
Der er ingen tvivl om at tidspunktet for at besøge Furesø er godt valgt. Bøgen er sprunget ud og bladene bærer stadig den lysegrønne farve. Fugle synger af hjertets lyst, og det er godt for humøret og motivationen.
Når man kigger sig omkring og ser de kæmpe bøgetræer, får man et indtryk af en golfbane, der er meget gammel. Men nej! Furesø Golfklub blev etableret i 1974 og Hestkøbgård – den første af 3. sløjfer – blev taget i brug i 1979. Siden er Farum og Parkvej-sløjfen kommet til.
Banen – først og fremmest bunkers – er blevet redesignet af det international kendte firma Mackenzie & Ebert, så de i dag fremstår i en engelsk stil. Bunkers har fået små lavninger og forhøjninger, så de bliver meget tydelige, og der er rough omkring.
Ved første øjekast er der masser af plads til at lande boldene på de brede fairways. Men det snyder lidt, for ofte er det ikke en lige landevej, men derimod en fairway, der snor sig mod flaget. Sikkert er det, at kvaliteten er i top, dels hjulpet på vej af nogle super dygtige greenkeepere, dels begunstiget af det varme forår, der har sat godt gang i græsvæksten.
Furesø har tre sløjfer, hvoraf to af dem bliver sat op til ugens 18-hullers bane, og dermed er den sidste sløjfe i brug for medlemmer, der bare vil spille 9. huller.
På Furesø er greenfee henholdsvis 500 kr. på hverdage og 600 kr. i weekenden, mens juniorerne slipper med det halve – og det er god value for money.
De to ældste sløjfer
Vi vælger først at spille sløjferne Hestkøbgård og Farum. Det er de to ældste sløjfer, men også de smukkeste og mest udfordrende, og er tegnet af Jan Sederholm. Ikke desto mindre lykkedes det for den lokale spiller Marcus Hansen at komme rundt i imponerende 66 slag fra Hvid Tee. Det skete i august 2016 ved DM Slagspil.
Hul 1 på Hestkøbgård-sløjfen er på papiret et rimeligt let hul. Dette par4-hul på blot 277 m fra Gul Teee kræver blot et nogenlunde drive, så har man et kort jern ind.
De næste fire huller er kendetegnet ved vand i spil. Hul 2 er et smukt par3-hul uden de store vanskeligheder med tee sted liggende oppe, mens hul 3 på Hestkøbgård-sløjfen er banens sværeste og måler 497 m fra Gul Tee.
Herrernes tee sted på hul 4 ligger midt i et lille vandhul. Man skal først slå over lidt vand og så helst slå et præcist drive. Et meget smukt og afvekslende hul, som skal spilles med besindighed.
Hestkøbgård-sløjfen har flere både spektakulære og udfordrende huller.
Stort fokus på miljøet
Vedligeholdelsen er i top. Alle klippede områder står knivskarpt, greens er super jævne i overfladen og uden mange synlige nedslagsmærker.
Og få andre danske golfklubber har prioriteret miljøarbejdet lige så højt som Furesø, og klubben har som målsætning at drive banen bæredygtigt under hensyntagen til ressourceanvendelse. Det gøres først og fremmest ved at vælge rødsvingel.
”Rødsvingel er mest nøjsom, kræver mindre vand og næring, og reetablerer sig bedre efter svampeangreb. Der er og bliver fortsat investeret i at skabe de bedst mulige betingelser for, at rødsvinglen overlever og trives i konkurrencen med ukrudtsgræsserne,” står der i klubbens miljøstrategi.
Det store arbejde med en miljøvenlig drift blev præmieret i 2014, hvor Furesø Golfklub modtog Golfsportens Miljøpris 2014.
Spilleglæde fortsætter
Hul 1 på Farum-sløjfen får spilleglæden til at udfolde sig. Længde på 465 m fra Gul Tee skræmmer ikke på dette par5-hul, men det gør til gengæld de tre vandhazarder, roughen og et svært indspil til green.
Der er mange fremragende golfhuller på sløjfen; fra tee sted på hul 4 er der en flot udsigt mod pinden, som ligger på et lavere plateau, hul 6 som er et rigtigt risk-reward-hul kræver en klippefast strategi, mens afslutningshullet på Farum-sløjfen kræver ekstra omtanke.
Efter en runde er det en rigtig god idé at sætte sig på terrassen i gårdhaven, hvor restauranten kan servere nogle enkle og lette retter til overkommelige priser.
Furesø Golfklub
Hestkøb Vænge 4
3460 Birkerød
Tlf. 45 81 74 44
E-mail: kontor@fggolf.dk
Greenfee priser:
Der er differentierede priser afhængig af, hvilket tidspunkt du spiller, som kan ses i Golfbox.
18 huller
UGEDAG VOKSEN JUNIOR
Hverdage voksen Kr. 500,-
Hverdage junior Kr. 250,-
Weekend/helligdage voksen Kr. 600,-
Weekend/helligdage junior Kr. 300,-
Leje af golfkøretøj
Jordbundsforholdene på banen betyder, at klubben ikke kan give fri adgang til at køre på banen, og derfor skal man have en gyldig lægeerklæring for at kunne anvende en buggy/scooter.