Geoff King Motor Masters blev ingen større resultatmæssig succes for de to danskere, om end de begge klarede cuttet. Emily Pedersen blev nr. 50 i +2, mens Linette Holmslykke blev nr. 61 i +5. Vinder blev for tiende gang i LETs historie en amatør, nemlig den 19-årige Stephanie Kyriacou fra Sydney, der ikke bare vandt, men udklassede hele feltet i -22, otte slag foran Ayean Cho, Korea og et mere foran Linnea Ström, Sverige.
Men … så var der det med Linette Holmslykkes næstsidste hul. På hul 17 par-3 og 129 m slog hun en draw, der landede ca. en meter til højre for hullet og kravlede langsomt ind mod pinden.
– Gå i, gå i, gå i, tænkte jeg og troede, at den var for kort, sagde hun bagefter, men det var den ikke, og så havde hun vundet en Mitsuboshi ASx.
Alt var dog ikke lutter lykke derefter, for hun forsøgte at stå op på det podium, hvor bilen stod, og så gik hun igennem og fik mange sår på sit ben.
Alligevel – at få hole in one og vinde en bil i sin første professionelle turnering. Det er da ikke lige noget, hun – eller vi – glemmer.