Aroeira lige syd for Lissabon har fået nye ejere, nyt navn og en ordentlig overhaling. GOLFBLADET tog på besøg et par dage efter genåbningen.
Der er masser af mennesker i klubhuset og omkring teestederne denne dag på det kendte Aroeira-anlæg. Forståeligt nok, for det er kun tre dage siden, medlemmerne har fået deres mesterskabsbane tilbage.
Igennem fire måneder har den været lukket for at opgradere banen, der er blandt klassikerne i Portugal. Det let slidte anlæg fik for under et år siden nye ejere, Details, som satte gang i en omfattende renovering.
Mest tydeligt er ændringerne fra terrassen ved klubhuset, hvor der er blevet fjernet både buske og træer, hvilket giver frit udsyn til 18. green. Men i løbet af de fire måneder, maskinerne har erstattet spillerne på banen, er der også blevet lavet nye teesteder, redesignet bunkers, opgraderet vandingssystem – samt lagt helt nyt græs.
Det er således en helt ny bane, vi spiller denne dag. Jeg har spillet banen før med stor begejstring, og de nye tiltag skal nok blive en succes. Men under vores besøg er banen meget ung – det svarer lidt til at besøge en spritny restaurant, hvor lokalerne er fantastiske, men hvor malingen endnu ikke er tør, og hvor der stadig mangler tallerkener, knive og gafler. Græsset på fairways er tyndt og skrøbeligt, og greens er så langsomme, at jeg flere gange overvejer at chippe i stedet for at slå mig fordærvet på de lange putts.
Men det nådige portugisiske klima skal nok få bragt standen op på topniveau inden for ganske kort tid.
Mere end 50 år på bagen
Anlægget ligger blot 25 kilometer fra den portugisiske hovedstad og har netop skiftet navn til PGA Aroeira Lisboa, da man nu er kommet under det britiske PGA’s paraply. Der findes kun en bane pr. land, der kan sætte PGA foran sit navn, og Aroeira kommer med navneskiftet i familie med berømte baner som The Belfry i England, Gleneagles i Skotland og spanske Camiral (tidligere PGA Catalunya).
Aroeira er et af de ældste golfanlæg i Portugal. Mesterskabsbanen, der nu har skiftet navn til PGA Aroeira 1, er designet af britiske Frank Pennink og de første slag blev slået på stedet i 1973. Året efter ramte nellike-revolutionen landet, og banen lå uberørt hen i en årrække, inden golfspillerne igen indtog området i begyndelsen af 1980’erne.
Som mange andre baner i Lissabon-området besøges klubben oftere af lokale end turister, modsat eksempelvis på Algarve, hvor turisterne er langt i overtal. Et af det nye ejerskabs ambitioner er da også at tiltrække langt flere udenlandske gæster og dermed booste Lissabon som golfdestination.
Portugals Wentworth
Banen havde i årevis ry for at være blandt landets bedste og lagde to gange i 1990’erne græs til European Tour-turneringen Portuguese Open. Anlægget kaldes kærligt for Portugals Wentworth på grund af de mange pinjetræer, der omkranser hullerne.
Træerne udgør også de største udfordringer på banen. Man undgår næppe en tur ind blandt træerne, hvor det næsten altid er til at finde sin bold, men svært spille videre fra. Den skal ofte slås fra et leje af grannåle, hvis den da ikke har lagt sig til rette op ad en kogle eller træstub.
Der er en del vand på banen, men søer og vandløb er desværre ikke ret meget i spil. En undtagelse er 14. hul, der samtidig er banens smukkeste: Et kort par 3-hul med en stor, indbydende sø foran green.
For en sjælden gangs skyld mister jeg blot en enkelt bold på runden: Da et drive via buggystien lander på taget af en af de store villaer, der er drysset med løs hånd langs fairways. Det siger lidt om, at sværhedsgraden ikke er tårnhøj.
I klubhuset sætter vi tænderne i en ”Steak Portuguese” – bøf med bacon og spejlæg på toppen, som skylles ned med en lokal Sagres-øl.
Så er vi klar til at prøve kræfter med resortets anden bane, der nu har skiftet navn til PGA Aroeira 2.
- tee ligger ganske langt fra klubhuset, her er blot en lille kiosk, hvor man kun kan købe det allermest nødvendige.
Langt sværere
Banen står stort set, som da den blev tegnet af Donald Steel og åbnede i år 2000. Men efter planen skal den næste forår igennem samme opgradering, som bane 1 har fået.
Af de to baner er det klart den sværeste. Af en eller anden besynderlig grund har jeg godt nok et tildelt slag mindre, men banen er mere end 300 meter længere fra hvid tee, og godt 200 fra gul, som vi spiller.
Udtrykket minder meget om Aroeira 1, her er også masser af nåletræer omkring hullerne, som dog kræver en mere strategisk tilgang. Samtidig er her pludselig alt det vand i spil, vi manglede tidligere. Og mere til. Her er nogle fine, korte risk & reward-huller, men også nogle voldsomt lange huller, der bestemt ikke føles kortere på en dag, hvor massive regnmængder dagene forinden har taget al rul ud af fairway, bolden ligger som regel stille få meter – eller endog centimeter – fra landingsstedet.
Banen har tidligere to gange været vært for Ladies Open of Portugal på Ladies European Tour. Den hed tidligere Challenge, og det navn lever den op til. Men samlet set supplerer de to baner hinanden på bedste vis. På PGA Aroeira 1 er der lagt op til en god, hyggelig runde, der ikke er alt for svær, mens de fleste vil blive udfordret godt og grundigt på Aroeira 2.
GOLFBLADET var inviteret til Portugal af Details – Hospitality, Sports, Leisure.
Fakta
PGA Aroeira 1
Par 72
Fire teesteder: Fra 5.186 m.-6.044 m.
Greenfee: 127€ (Rabat ved pakkerejser)
PGA Aroeira 2
Par 72
Fire teesteder: Fra 4.805 m. – 6.387 m.
Greenfee: 127€ (Rabat ved pakkerejser)
Vejen hertil
Adskillige flyselskaber flyver direkte til Lissabon, herfra er der ca. en times kørsel til PGA Aroeira. Undervejs krydser man for øvrigt broen, Ponte 25 de Abril, og passerer lige forbi den enorme jesusstatue, Cristo Rei – inspireret af den langt mere kendte, lignende statue i Rio de Janeiro. Fra toppen af den 85 meter høje sokkel er der en spektakulær udsigt over Lissabon.
Flere danske golfrejsebureauer har pakkerejser til Aroeira, det gælder for eksempel green2green.
Lissabon
Den portugisiske hovedstad er ikke et nær så yndet mål for en storbyferie som eksempelvis Rom, London og Paris. Men Lissabon har meget at byde på. Den er anlagt på syv høje, der alle har enten en kirke, slot eller udsigtspunkt på toppen.
Ved foden af en af højene står turisterne alt i kø for at tage Gustav Eiffels gamle elevator op til toppen, men byen har også masser af historiske bygninger som Belémtårnet og klostret Mosteiro dos Jerónimos samt et hav af interessante museer.
På de mange restauranter kan man sætte tænderne i nationalretten Bacalhau – en fiskeret på tørret torsk. Ofte akkompagneret af de berømte Fado-sangere, der synger viser om smerte, fortvivlelse og hjemve.
