– Folk har virkelig ventet på, at de kunne komme af sted igen, melder Valdemar Bandolowski fra Mulligan Golf.
– Vi sender golfere til Spanien, Portugal, hvor vi meget gerne arrangerer long stay, og Cypern, hvortil vi også har en nytårsrejse; i november desuden til Den Dominikanske Republik og Mauritius, hvor vi tilbyder fire forskellige lækre resorts, de tre med golfbaner tilknyttet. Et mål, der bliver mere og mere populært, er den portugisiske øgruppe Azorerne, som man i gamle dages vejrmeldinger altid forbandt med ’højtryk under opbygning’.
– Klimaet er herligt med temperaturer omkring 24-25 grader. Man skal nok holde sig fra regntiden i januar-februar, men ellers kan man ikke undgå at falde for de fremragende golfbaner, ikke mindst Batalha og Furnas på hovedøen Sao Miguel, fortsætter Bandolowski.
Han gør lidt ekstra reklame for Hotel Caloura netop på Sao Miguel, fordi man her vil opleve at kunne se forbisvømmende hvaler, såvel meget store som de muntre delfiner, fra sit hotelvindue.
Rejserne til Azorerne er med lejebil, så man kan komme ud og opleve den enestående natur, der er et resultat af, at øerne er skabt af vulkansk aktivitet. Derfor er noget af det mest betagende også de dybtblå kratersøer.