Den bare 22-årige Georgia Hall vandt kvindernes British Open med sin far som caddie.
En caddies vigtigste opgave er at sørge for, at ens spiller bevarer roen og træffer de rigtige beslutninger. Da 22-årige Georgia Hall fra Bournemouth i England i weekendens Women’s British Open på Royal Lytham & St Annes nærmede sig de afgørende huller i en intens og afvekslende direkte duel med thailandske Pornanong Phatlum, havde hendes caddie svært ved at holde sine egne følelser i ro. Georgias caddie var nemlig også hendes far, Wayne. Han opkaldte sin nyfødte datter efter den stat, hvor Nick Faldo kort forinden havde vundet The Masters, og siden Georgia første gang fik fingrene i en golfkølle som syvårig, har Wayne støttet hendes ambition om at blive ’den bedste’. Fra det øjeblik Georgia viste sig at have et talent, der rakte lidt ud over det sædvanlige, har hendes karriere været et ’familieprojekt’. Hun droppede ud af skolen som 16-årig for at gøre spillet til sin levevej.
Da hun gik op ad 18. hul med nok slags forspring til at en afsluttende bogey kun havde kosmetisk betydning for sejrens størrelse, stod tårerne i øjnene på farmand.
”Jeg havde lovet hende, at holde følelserne tilbage – og det løfte holdt jeg. Lige præcis længe nok til, at det sidste putt faldt i, så måtte det ud,” sagde Wayne Hall efterfølgende.
Georgia havde en strålende amatørkarriere, hvor hun som 16-årig vandt British Girls’ og året efter Ladies’ British Open Amateur, hun repræsenterede sit land på landsholdet og i den prestigefulde Curtis Cup, og spillede Junior Solheim Cup. Familien havde ikke råd til mange rejser, så hun rejste kun til de begivenheder, der var betalt for i forvejen. Som professionel har hun vundet sejre på bl.a. LETAS, men sejren i Women’s British Open var hendes første på LET og LPGA, som i dag arrangerer British Open i fællesskab. Sidste år fik hun debut på Solheim Cup holdet, og var faktisk allerede der tæt på at vinde British Open; hun fik en tredjeplads.
Georgia Hall er i øvrigt en meget sød og charmerende ung kvinde, som allerede for et par år siden deltog i en stor Company Day for Canon på The Scandinavian. Dengang fortalte hun GOLFBLADET’s udsendte, at hendes store målsætning var at vinde en turnering og sikre sig tourkortet til LPGA. Det sidste gjorde hun sidste år, den første turneringssejr blev så en major. Og far var stolt!