Jeff Winther og Thomas Bjørn ‘glemte’, at lørdag var moving day i Qatar Masters. De faldt begge tilbage med runder i par, men da de tog fat søndag, gjorde de det begge smukt i finalerunden.
Winther gentog genistregen fra åbningsrunden med birdies på 16, 17 og 18, og dermed gik hans sidste runde fra -2 til -5, og i klubhuset var han i -9 nr. 9. Efterhånden, som resten af feltet kom i mål, blev det til en 14. plads, et avancement på 18 pladser. Stadig en glimrende placering, så han rykker længere frem på Race to Dubai.
Thomas Bjørn måtte ‘nøjes’ med at rykke 16 pladser fremad, da han sluttede som nr. 42 i -3.
Sikker vinder blev sydafrikaneren Justin Harding, der tidligt på runden kom i klubhuset med -6 for runden efter at have gået de sidste ni i -5 med tre birdies på de fire sidste huller. I -13 lagde han pres på konkurrenterne, af hvilke koreaneren Jinko Choi havde imponeret med en runde i -8.
Det gav ham andel i en nidelt(!) andenplads i -11, hvor dem, han delte med, var Jorge Campillo og Nacho Elvira, Spanien, George Coetzee, Christiaan Zuindenhout og Erik van Royen, Sydafrika, Mike Lorenzo-Vera, Frankrig, samt Anton Karlsson, Sverige.’
Billedet fra Getty viser Harding med den glødende putter.