Kend dine længder og udnyt 14 kølle reglen så den passer dit spil bedst og til den bane du spiller, på dagen.
God golf er rigtig retning og rigtig længde, ja det lyder næsten for simpelt. Lad os sige at det er nemt at slå bolden lige, men at få den rigtige længde har flere faktorer som skal være på plads, dette vil være hastigheden på bolden, den mængde backspin du sætter på bolden og højden du starter bolden i – disse tre faktorer vil have størst indflydelse af længden af dit slag.
Har du udstyr der passer til dit spil og dit sving, har du værktøjer der hjælper dig med at slå de afstande du har brug for, når du spiller golf. Netop dette spørgsmål mener jeg du skal stille dig selv løbende.
“Gapping”
Første gang jeg var på EuropaTouren med TrackMan var i 2004 og på denne dag målte vi “gapping” (som det hedder når man måler de forskellige længder på de tretten køller vi slår med i golf. Vi ser om afstanden imellem f.eks. et 7 og et 8 jern er de 10-12 meter som man kan være ude efter). Det interessante ved denne måling var at det var en af verdens bedste juniorer på det tidspunkt, der lige havde fået tilpasset dvs fittet et nyt golf sæt og tre af hans jern slog samme længde i carry, Nemlig 3 – 4 og 5 jernet! Når dette sker for verdens bedste junior, kan det nok ske for os alle sammen, men hvis vi ikke måler vores længde med de forskellige jern og køller, finder vi sandsynligvis ikke ud af det. Efter et par sæsoner kom hybrider på markedet og dette har selvfølgelig hjulpet os en del, men har det hjulpet dig med din golf og har du en god “gapping” imellem dine jern og køller. Udstyrsproducenterne er i hård kamp om dine penge på nyt udstyr, og markedsføringen omkring golfudstyr handler næsten altid om længden på dette nye fantastiske produkt og har de sidste mange år, kun handlet om at slå længere. Dette har blandt andet gjort at det loft jeg spillede med på mit fem jern som junior, har i dag stemplet et syv tal på – betyder det at det nye 7 jern slår længere, og her er svaret “ikke nødvendigvis”. Golfbolden reagerer på hastigheden du overfører til bolden og vinklen du rammer med og er du smart får du tretten forskellige værktøjer du kan bruge med dit sving til at give dig min. tretten forskellige og forudsigelige længder. God “fitting” er derfor ikke at få et syv jern til at flyve længst muligt, men at kende sin “gapping” 😉
Dette er gennemsnits total længde hos golfspillere.
Første tal er for damer og næste er for herrer
Driver 180 meter / 210 meter
3 wood 160 / 190 meter
5 wood 145 / 175 meter
4 jern 138 / 155 meter
5 jern 128 / 145 meter
6 jern 118 / 135 meter
7 jern 108 / 125 meter
8 jern 98 / 115 meter
9 jern 88 / 105 meter
PW 78 / 95 meter
SW 68 / 80 meter
Så måske er du meget godt med på længden af dine slag, ellers findes der masser af ting du kan gøre med din teknik, for at svinge hurtigere og dermed længere.
Det rigtige teested
En god vejledning til at få den sjoveste runde golf, der passer til dig, er at vælge det rigtige tee-sted. Prøv denne formel – gang dit fem jerns længde med 36 det giver dig en god indikation af den længde bane der passer til dig. Ud fra dette burde en gennemsnits bane for damer være 128 x 36 = 4600 meter og en Herre bane 5220 meter for gennemsnits golfspilleren.
Jeg vil opfordre dig til at blive målt inden sæsonstart hos din pro, der kan måle længder med en launch monitor eller i et af de mange TrackMan indendørs centre rundt om i landet. Du er nødt til at forstå hver kølle i dit arsenal og kende afstanden du får ud af hver enkelt, og dermed at være bedst forberedt og til at tage gode beslutninger på banen.
Det endelige mål er at slå sine længder på instinktet, men før vi kommer dertil, skal vi måles. Før 2004 var dette, opmåling af længder et projekt som både var svært at gøre og det var meget tidskrævende. I dag med f.eks. TrackMan kan du få en rigtig god indikation allerede indenfor en time. Jeg anbefaler at slå 10 slag med hvert jern, starte med den korteste wedge og arbejde sig op til driveren. Hvis du på computeren markerer hvilket jern du slår med, så hjælper systemet ovenikøbet med gennemsnits længde osv. Jeg fjerner ofte de 2 bedste og 2 dårligste og bruger snittet af de 6 slag med hver enkelt kølle. Det er almindeligt at når køllerne bliver længere bliver der også større spredning på slagene, så når du ser et oversigts billede af en “gapping” ligner det en isvaffel.
Når du har din længde for hvert jern, kan du skrive dette tal på et klistermærke evt. dem der findes til en frysepose det fungere godt for mine kunder. Sætte mærket på skaftet så du bliver mindet om længden denne golfkølle ´producere´ og derigennem hjælper dig til planlægningen af næste slag, som vi alle ved er det vigtigste.
Kend dine længder
Der er en række ting, du kan gøre for at forbedre din golf og dermed reducere din score, men at kende dine længder med dit udstyr på dagen er en af de vigtigste. Det vil tage lidt tid og kræfter, men har potentialet til dramatisk at forbedre din glæde af spillet såvel som din score. Proerne du ser kæmpe om titler i de store turneringer, har en forståelse for hvad der sker ved 15 graders varme og 25 graders varme eller i 0 meters højde og 1000 meter over havets overflade fordi disse parametre har stor indflydelse på hvad der sker med golfbolden og netop denne forberedelse kan give den viden der gør hele forskellen imellem at tage dårlige eller gode beslutninger.
Jeg håber du er blevet inspireret, til at få målt dine længder før sæsonstart. Det har aldrig været nemmere og jeg lover at det vil hjælpe din golf at kende dine længder og at jeg i 2020 vil gøre mig umage for at din golf bliver sjovere.
Birdie hilsner Ronnie Lindeskov