Thomas Bjørns smil var tæt på at være et rent Ryder Cup-sejrssmil, da han blev interviewet om sin runde på moving day i Andalucia Masters på Valderrama. Bjørn havde gået dagens bedste runde, -4, og var suset fra cutgænsen frem som en delt nr. 6 under forhold, der satte de fleste mat: Kraftig blæst, knaldhårde greens og drilsk anbragte flag.
Jævnbyrdigheden er kolossal. Bjørns sjetteplads er tidelt, og der er kun tre slag frem til Hideto Tanihara og Jon Rahm, der deler andenpladsen; for ikke at sige blot et enkelt slag til den belgiske duo Nicolas Colsaerts og Thomas Detry på delt 4. plads. Til gengæld er der otte slag frem til sydafrikaneren Christiaan Bezuidenhout, der leverede en utrolig opvisning i, hvordan man undgår bogeys og lægger nogle birdies ind med mellemrum. Det virker usandsynligt, at han bryder sammen, men den slags har man jo set før.
På Challenge Tour ligger Nicolai Højgaard på delt syvendeplads i -10 før sidste runde af Italian Challenge, som føres af Antoine Rozner, Frankrig i -15. Rasmus Højgaard og Martin Leth Simonsen er delt nr. 35.
I Walmart NW Arkansas på LPGA spillede Nicole Broch Larsen en fornem anden runde (turneringen er over tre runder) i -5 og rykkede frem som nr. 28 i samlet -7. I toppen ligger Carlota Ciganda og Sun Hyunbg Park i -13.
I Utah Championship på Korn Ferry Tour ligger Sebastian Cappelen efter tredje runde som nr. 53 i -2.
Rasmus Neergaard-Petersen sluttede som nr. 9 i -7 i det individuelle EM for amatører, mens Amalie Leth Nissen bidrag med 1½ p i fire matcher, da de kontinentale europæere vandt juniormatchen mod Storbritannien/Irland i Vagliano Trophy. Der var ingen danskere på kontinentets seniorhold, der også vandt deres opgør.