Martin Leth Simonsen (billedet) er ikke til at skyde igennem lige nu. Efter sin nydelige 11. plads i Cadiz søndag var han sammen med de øvrige danske Challenge Tour-spillere på sviptur København retur for at spille The Scandinavian Challenge mandag, og her nettede han 105.000 kr. før afgang tilbage til Cadiz.
Her startede Challenge de España tirsdag morgen, og i dag var der cut. Det kan godt have noget med et hårdt program at gøre, at Niklas Nørgaard Møller for første gang i umindelige tider missede et cut som nr. 94 i par trods en anden runde i -3; samt at John Axelsen ikke fik finalerunderne med som nr. 63 i -3, Nicolai Kristensen blev nr. 70 i -2 og Oliver Hundebøll nr. 106 i +1.
Martin Leth Simonsen rider videre på bølgen og ligger som 25 i -6, mens Marcus Helligkilde er nr. 39 i -5.
Turneringen føres af Blake Windred, Australien og Lucas Vacarias, Spanien -11.
Wiis fører igen
I Samsø Pro-Am Classic har Sebastian Wiis, Odder igen taget føringen, her i -6. Nu mangler vi at se ham holde føringen til mål, men det er jo ikke så enkelt. Wiis er et enkelt slag foran Matthias Ballard, GK Storstrømmen og svenskeren Joakim Wikström.