85-årige Karen Holst spiller golf fem dage om ugen i Dronninglund. Hun elsker stemningen i klubben – og når hun engang skal herfra, håber hun, det sker golfbanen.
Da vi går over mod rangen for at tage et par billeder, fisker Karen Holst to køller frem fra bagagerummet. Bortset fra et par slagmærker ser Ping-driveren og en kølle i samme serie ganske nye ud. Og det er de da også.
– Min søn sagde, at jeg skulle have noget nyt udstyr, og det var nok rigtigt. Det gamle var slidt op, siger Karen Holst med et grin.
Og der er ikke noget at sige til, at hun har fået brug for nyt udstyr. Hun har travet hullerne tynde på Dronninglund Golfklubs dejlige bane, siden den nordjyske klub åbnede i 2008. Trods sine snart 86 år er Karen Holst nemlig at finde på anlægget så ofte som muligt.
– Jeg blev jo alene for otte år siden, men jeg er ikke alene, når jeg går med en bold herude. Jeg skal jo røre mig. Hvis ikke jeg spiller golf, går jeg en tur i stedet. Men det synes jeg er spild af tid. Man går derude til ingen verdens nytte… Når jeg går heroppe, er der mening med det, fortæller Karen Holst.
GOLFBLADET møder den livlige, ældre dame på terrassen ved klubhuset. Hun ville egentlig hellere være ude at spille par 3-banen sammen med datter og svigersøn, som hun også har fået i gang med golf. Men har indvilget i stedet at tale med os om sit liv med golf i stedet.
– Det kan jo være, jeg lige kan nå et par huller med dem bagefter.
Har altid været aktiv
Karen Holst har altid været aktiv. Især med gymnastik og svømning. Men som landmandskone til en aktiv mand, der var involveret i byråd og gik på jagt i sin fritid, stod det ikke skrevet i stjernerne, at en stor del af seniorlivet for Karen ville komme til at udfolde sig på golfbanen. Men så åbnede Dronninglund Golfklub i 2008.
– Jeg har hele tiden sagt, at skulle der komme en bane i Dronninglund, så ville jeg være med. Vi var fire, der meldte os. De andre tre sprang hurtigt fra, men ikke mig. Og jeg har gået her lige siden – og jeg elsker det. Golf er livet, siger hun.
– Vi var flyttet til byen, og jeg ville gerne lære nogle mennesker at kende. Og det gør man jo her – og det er de mest venlige mennesker, der er her i klubben.
Karen Holst spillede en overgang med i seniorklubben, men nu er det den samme gruppe på fire-fem personer, der dyrker fællesskabet i klubben. Og det er netop samværet og hyggen, der er er i højsædet for hende. Selve konkurrencedelen betyder ikke så meget.
– Jeg plejer at sige, at jeg bliver ikke sur, når jeg taber. Men pokkers glad, når det går godt, fortæller Karen Holst.
Selv om bentøjet måske ikke er så godt længere, insisterer hun på at gå rundt, når hun spiller – kun med hjælp fra en elvogn. Hun spiller dog kun ni huller ad gangen – men til gengæld gør hun det, så snart banen er åben for spil.
– Lige så snart det vejr til det, spiller jeg. Også, når det er koldt – jeg tror, vi gik helt til jul sidste år. Regn er jeg dog ikke så glad for, for så er det galt med brillerne, lyder det.
Besøg hos træneren
Med alderen slår hun ikke længere så langt, som hun har gjort. Særligt hul 12, hvor man skal over en slugt, volder problemer.
– Jeg tager to bolde hver gang og forsøger. Jeg VIL, man kan ikke rigtig, jeg har nok ikke så mange kræfter længere, fortæller Karen Holst, som dog nægter at acceptere, at det skal være sådan. Derfor har hun også taget en lektion hos klubbens pro, Casper Bruun, for at få lidt mere længde.
Men bortset fra en lektion i ny og næ, når tingene ikke går den rigtige vej, er hun sjældent at finde på træningsbanen.
– Jeg er ikke så flink til at træne. Jeg vil gerne ud at gå, så snart jeg kommer herop. Og jeg er nok også ved at være så gammel, at jeg ikke er nem at lave om på, siger hun med et smil.
Når man er blevet 85 år, er der en naturlig udløbsdato et sted i horisonten. Og det har Karen Holst da også tænkt over.
– Jeg bliver ved med at spille, indtil jeg falder om på banen. Det lyder måske voldsomt, men det vil være den bedste død, jeg kan få. Jeg har sagt til dem, jeg spiller med, at det jo kan ske. Men så skal de bare sørge for at få mig ad vejen, så de kan spille videre….
