På årets 31. golfrunde fredag var gøgen aktiv for første gang i år. Næsten manisk i sit kuk-kuk, der bebuder sommeren. Kukkeren forventes jo at stoppe omkring sankthans.
To harer, dusinvis af fasaner, et enkelt rådyr og et væld af forskellige fugle gjorde sammen med dufte fra mange udsprungne træer og buske runden til en ny stor oplevelse af den slags, der har været brug for i coronatiden, og som har gjort golfklubbernes medlemmer mere forårsaktive end nogensinde. Om ikke andet, så fordi mange af dem ikke har kunnet tage det sædvanlige long stay sydpå, men nok så meget, fordi mange har været hjemsendt fra arbejde og derfor haft ekstra god tid til at spille med deres ægtefælle eller anden faste golfpartner – til for kort tid siden det eneste, der var tilladt.
Mens medlemmerne på en måde har haft kronede dage, er tiden hård ved klubbernes økonomi, og det skal alle være med til at gøre noget ved. Ikke kun ved at bruge de genåbnede golfshops og restauranter, men nok så meget ved at interessere andre for at begynde at spille golf, og det betyder ikke mindst, at den flyttede Golfens Dag bliver ekstremt vigtig. Hjælp med at trække nysgerrige af huse den dag, som i øvrigt er den 21. juni.
golfbladet.com hører gerne om de planlagte arrangementer på denne dag. Ikke mindst, fordi opfindsomheden er stor i mange klubber, og man derfor kan inspirere hinanden. Meget af det vil man også kunne læse om forinden, når den trykte udgave af GOLFBLADET dukker op 12. juni.