Engelske Richard Perthen fik trænerjob i Aalborg i 1970. Opholdet skulle have varet i tre år, men 51 år senere er han her stadig
Richard Perthen, 73, kom til Danmark i 1970 som ung PGA-uddannet træner fra England. Det var meningen at han skulle være her i tre år, så ville han videre, men sådan gik det ikke. Han er her endnu, lykkeligt gift og med otte børnebørn. Han spiller tennis flere gange om ugen, og når temperaturen er til det er han også stadig aktiv på golfbanen.
”Jeg elsker sol og varme,” siger han da vi møder ham på terrassen foran CGC Golfcenter i Vallensbæk på årets indtil da varmeste dag i marts. ”Dengang jeg var ung pro, søgte man ikke jobs. Man skrev sig på en liste over PGA-proer, der gerne ville til udlandet og arbejde, og så fik man tilbud fra interesserede klubber. Jeg drømte om at komme til Bermuda eller Bahamas, men det var Aalborg Golf Klub, der henvendte sig og så tog jeg dertil. Tre måneder efter jeg var ankommet – i øvrigt i sne og frostvejr i marts måned – fik jeg brev fra Bermuda, at de havde et job til mig, men jeg render ikke fra pladsen så jeg blev i Aalborg,” siger han.
Og opholdet kom altså ikke til at vare tre år, men foreløbigt 51 år.
Året efter den 22-årige englænder var kommet til Danmark, var han blandt de 14 PGA-proer, der stiftede PGA of Denmark, og han kom senere til at præge organisationen som dens formand i mere end 20 år.
”I begyndelsen handlede PGA of Denmark mest om at arrangere nogle turneringer, og det synes jeg vi var gode til. Jeg kom til at sidde i bestyrelsen for både Scandinavian Golf Tour og PGA of Europe, men i de fleste af mine formands år, var vi konstant i konflikt med Dansk Golf Union. De anerkendte ikke vores viden, synes jeg. Selvom jeg havde beskæftiget mig med golf hele mit liv, så var der altid en eller anden lægmand i DGU-systemet, der ’vidste bedre’,” siger Richard Perthen, der dog nåede at finde fred med DGU – både personligt og som PGA-medlem.
Gik glip af formue
Tiden var en anden, da Richard var ung træner i Nordjylland, end den er i dag.
”Vi knoklede fra morgen til aften. Jeg var i Aalborg og Randers, og da Hvide Klit og Brønderslev åbnede, underviste jeg også der. Alt sammen på samme tid. Det var en livsstil, og det var sjovt. På vores fridage spillede vi turneringer. Jeg har nu aldrig som sådan været en ’god golfer’, men jeg kunne finde en vej rundt på banen. Det var undervisning, jeg var bedst til,” siger han.
Richard Perthen blev formentlig den første PGA-pro herhjemme, der selv kom til at drive en golfklub. Sammen med Tim Card overtog han forpagtningen af CGC Golfcenter, da anlægget blev solgt sidst i 90’erne, og han er stadig medlem af klubben, selvom han gik på pension for ti år siden, og overlod tøjlerne til Tim Card alene.
”Jeg gik tidligt på pension, og i begyndelsen savnede jeg arbejdet, men helt ærligt, det varede ikke så længe,” siger han med et glimt i øjet. ”Jobbet som golftræner har forandret sig så meget gennem min tid. Det er blevet meget mere teknisk, og måske lidt mindre personligt,” siger han og tilføjer, igen med et klassisk britisk tongue-in-cheek lune: ”Jeg kan sige, at jeg har ejet en Trackman – men jeg ved ikke hvordan man tænder den!”
Som alle andre af de ældre proer har Richard masser af sjove historier at fortælle. Blandt andet om dengang han på vegne af PGA arrangerede en stor turnering, hvor sponsoren insisterede på at have en hole-in-one præmie på 300.000 kr.
”Den samlede præmiesum i turneringen var vist 350.000, og jeg syntes det var forkert, at et enkelt heldigt slag kunne udløse næsten lige så meget, så i to måneder diskuterede jeg med sponsoren om at nedsætte hole-in-one præmien til 100.000. Omsider accepterede han, og så gik turneringen i gang. Jeg var selv med, og på mit andet hul, mit femte slag i alt, lavede jeg hole-in-one på præmiehullet! Her havde jeg kæmpet i to måneder for at sænke præmien, og så gik jeg selv glip af 200.000 kr.!”
Der er også historien om, da Richard og hans kone var til middag hos kollegaen Roy Howett i dennes sommerhus ved Flensborg Fjord.
”Efter middagen gik Roy og jeg ud for at slå nogle gamle bolde fra terrassen ud i fjorden. Roy tager en driver, rammer den perfekt, men lidt tyndt og bolden rammer en stensætning lige foran ham – stryger direkte tilbage, passerer mit hoved med få centimeter, flyver ind gennem sommerhuset, forbi vores koner, der står ude i køkkenet, rammer en stolpe på den anden side, og stryger igen baglæns tilbage ind i køkkenet, hvor den lander i opvaskebaljen! Det glemmer jeg aldrig. Han kunne have slået os alle tre ihjel med ét slag,” griner Richard Perthen.
