Ti mødte frem på første aften, da Odense Eventyr Golf startede et hold specielt for dem, der har brug for at komme i gang med at dyrke motion i et tempo, hvor alle kan være med, fx pga. diabetes, hjerte/karsygdomme eller andre kroniske sygdomme.
Formand Hans Henrik Søllested siger: – Det er naturligt, at vi inviterer mennesker, der måske ikke har dyrket motion i et stykke tid til at prøve golf, der ikke har de samme fysiske barrierer som mange andre sportsgrene, og som man kan begynde på, uanset hvor god form man er i.
Per Andersen er blandt dem, der allerede har oplevet de mange glæder ved at spille golf: – Det er noget helt andet end at sidde på en cykel i et fitnesscenter. Du får naturen helt ind samtidigt, og alting er så stort og fredfyldt derude: Så kommer der et dådyr forbi, så ser man en ræv, og i åen er der en flok svaner, som åbenbart har vænnet sig til os, for de bliver liggende i vandet. Det er da bare hyggeligt!