På 25. år arbejder den olympiske guldvinder i sejlsport Valdemar Bandolowski med at lave golfrejser. Sejladsen er ikke helt lagt på hylden, men det bliver mest til familieture i sejlbåd i danske og svenske farvande. Årsagen er kort sagt, at han bruger al for meget tid på golfbanen.
”Jeg skal helst spille 3-4 gange om ugen for at kunne fastholde og måske forbedre mit spil. Efter i mange år at have spillet med 2-4 i handicap er det med alderen gået den gale vej og er nu på 9,5, som, i min alder, kræver flere ugentlige besøg på træningsbanen” fortæller den 75-årige Valdemar.
Mulligan Golf Rejser holder til i en ny kontorbygning på A.P. Møllers Alle i Dragør, hvor Valdemar og sønnen Peter, som nu er optaget i firmaet, har indrettet kontor, ganske praktisk 5 minutter fra Københavns Lufthavn. Peter har en HD i afsætning og har i flere år været beskæftiget med at producere golfrejser og især sat sig ind i de komplicerede regler for udstedelse af flybilletter.
“Selvom vi elsker at spille golf og laver masser af rejser med standardpakker indeholdende fly, hotel og golf, oplever vi en stigende interesse for at golfrejser, hvor gæsterne både får rig mulighed for at spille golf og samtidigt får glæden ved at opleve den destination, de besøger.
Vi begyndte for snart 25 år siden med såkaldte matchture, hvor golfen er det sociale bindeled, og dertil mange rundrejser i spændende lande som Indien, Kina, Thailand, Australien, Sydamerika og Costa Rica – hvor målet har altid været at opleve landenes særlige attraktioner og kombinere det med nogle afslappende golfrunder, der giver gæsterne en ekstra dimension på ferien.
I Europa har vi ofte kombineret golfen med vinsmagning, gourmet eller som noget ganske andet som for eksempel operaforestillinger, som vi med overraskende stor succes har arrangeret i og omkring Verona. Her bor vi på et hotel med egen golfbane tæt ved Garda-søen, spiller typisk tre runder golf, har vinsmagning i de berømte vindistrikter i nærheden og bruger et par aftener på at opleve Verdis operaer i Arenaen i Verona.
Vi har for længst besluttet ikke at sende vores gæster på rejse før efter 15. oktober i håb om, at vaccinationerne har haft sin virkning, og de europæiske lande er åbne uden karantæneordninger til den tid.”
På hjemmesiden www.mulligangolf.dk vil der være rig lejlighed til at se det store udbud af golfrejser.