Golfen var vist nok ganske udmærket, når spillerne ellers ikke blev chikaneret af et publikum, der ikke bifalder, at deltagerne i LIV-turneringen på Donald Trumps bane Bedminster overhovedet er med, men den var i baggrunden.

I forgrunden var problemerne med, at LIV er et saudisk forsøg på sportswashing af Saudi Arabien vha. utrolige pengebeløb til de golfspillere, der lader sig lokke.

Donald Trump stjal billedet såvel, da han spillede Pro-Am sammen med Bryson DeChambeau og Dustin Johnson, som da han under første runde begav sig rundt på banen med sin kortege af buggies, i hvilke der sad bl.a. sikkerhedsfolk og 72 journalister, som var godkendt ekstra. Han fik i løbet af de to første dage rost turneringen og Saudi Arabien kraftigt, og på Gettys billede hilst på Phil Mickelson, som havde store problemer med publikum og spillede en dårlig runde.

Der var fra morgenstunden protester mod turneringen, ikke mindst fra familie til dem, der omkom 9/11, og der er ganske få tusinde tilskuere til begivenheden, hvor der ikke er point på spil til verdensranglisten, FedEx Cup eller DP World Tour, som spillerne alle er blevet udelukket fra.

Individuelt fører i øvrigt Henrik Stenson og Patrick Reed i -7 foran Phacara Khongwatmai -5, Dustin Johnson, Carlos Ortiz og Martin Kaymer -4.

I PGAs ordinære turnering i denne weekend, Rocket Mortgage Classic, fører canadieren Taylor Pendrith -15 foran Tony Finau -14 og Lee Hodges -12.

Forrige artikelHundebøll, Bring, Emily P og Martin Leth Simonsen imponerede fredag
Næste artikel18. hul var vigtigt i anden runde af DM i hulspil
Svend Novrup
Som mangeårig golfjournalist har Svend Novrup pulsen på livet i golfklubberne. Svend dækker golfturneringer i ind- og udland, og dækker også rejser og baner. Svend elsker historien bag alle emner, og er leveringsdygtig i spændende historiske artikler.