Golf i Sydcalifornien er bare skønt. Den smukke natur, de lækre baner og de skønne resorts gør rejsen til USA til en mindeværdig oplevelse. Her er oplevelser nok for hele familien uanset alder og behov.
Her er golf, shopping, sightseeing, kulturelle oplevelser, lækre restauranter, Legoland- you name it!
Sådan kommer du til Omni La Costa
Omni La Costa ligger i Carlsbad som er ca. halvanden times kørsel sydpå fra Los Angeles Airport via I-5 South og fra San Diego er turen omkring en halv time nordpå via I-5 North alt afhængig af trafikken og tidspunkt på dagen. Det er lettest at leje en bil i lufthavnen, da der er rigtig mange skønne steder i området at udforske. Taxa, Uber og Lyft er også en mulighed. Fra Los Angeles Airport er der shuttleservice ud til området, hvor Uber og Lyft afhenter passagerer.
Når man ankommer til Omni La Costa Resort & Spa, vil man straks mærke den hyggelige atmosfære i autentisk spansk stil, som kendetegner stedet. Golfbanerne ligger i hjertet af resortet, og du kan nemt følge skiltningen til klubhuset.
Gæster kan parkere tæt på klubhuset, og personalet står klar til at hjælpe med bagage og udstyr.
Herefter er det blot at parkere og derefter kan man blive kørt til sit værelse i en slags buggy. Der kan være langt at gå – eller føles langt at gå – med kuffert og golfbag, så benyt endelig denne service, som ligger lige ved p-pladsen. Dette skønne resort vil vi skrive om i et kommende nummer af GOLFBLADET. Det kan vores læsere glæde sig til. Det er virkelig et besøg værd.
To pragtfulde golfbaner på Omni La Costa
Omni La Costa Resort & Spa byder på to ikoniske 18-hullers mesterskabsbaner, North Course og South Course, begge baner er kendte for deres unikke design, udfordringer og naturskønhed. Banerne har været vært for adskillige PGA-turneringer og har besøg af golfspillere fra hele verden.
North Course (tidl. Champions Course), blev redesignet i 2011 af den anerkendte banearkitekt Dick Wilson og fornyet af Pascuzzo & Pate Golf Design for at modernisere det klassiske layout. Denne bane er kendt for at være mest teknisk udfordrende af de to baner på resortet. Banen byder på store højdeforskelle, smalle fairways og strategisk placerede bunkers og vandhazarder, der udfordrer selv de mest erfarne golfspillere. Fairways er omkranset af frodige træer og bakker, og mange huller byder på smukke udsigter over det omkringliggende landskab. Banens hurtige og bølgende greens kræver nøjagtighed og det er en god idé, at være rigtig gode venner med sin putter.
South Course (Legends Course), er den ældste af de to baner og byder på et mere tilgivende layout, dog stadig med udfordringer, der holder spillerne engagerede. Banen er oprindeligt designet af Dick Wilson og Joe Lee og berømt for sit klassiske design og det mere afslappede tempo sammenlignet med Champions Course.
Denne bane har brede fairways og store greens, der giver spillerne lidt mere frihed, især på deres drives. Legends Course har et lettere tilgængeligt layout med færre vandhazarder, men det er stadig en bane, der kræver strategi og præcision. Banen snor sig gennem bakker og små søer, hvilket giver en rolig og smuk oplevelse. De åbne landskaber giver mulighed for at nyde udsigten over resortets velplejede omgivelser. De store og flade greens er mere tilgivende end dem på Champions Course, hvilket gør den velegnet for golfspillere på alle niveauer, selvom præcis putting stadig er nødvendigt for at opnå en god score.
Omni La Costa har fine faciliteter, herunder et fuldt udstyret klubhus, en stor pro-shop med det nyeste inden for golfudstyr, samt førsteklasses træningsfaciliteter med driving range, putting greens og chipping-områder. Vil man spise før eller efter runden, skal man op på første sal, hvor der er restaurant med mulighed for et dejligt måltid eller sandwich og kaffe to-go.
Der er mulighed for at benytte både trolley og buggy.
Begge baner har været værter for flere professionelle turneringer, hvilket taler for deres høje standarder og prestigefyldte status i golfverdenen.
Uanset om du vælger Champions Course med dens tekniske udfordringer eller Legends Course for dens klassiske layout og afslappende atmosfære, vil du på Omni La Costa finde en golfoplevelse i verdensklasse, der kombinerer både luksus og sportens skønhed. Hvis du bor på resortet, kan du nemt gå fra dit værelse og hen til klubhuset. Fra flere værelser kan man følge spillet fra terrassen eller balkonen, når den ene efter den anden bold passerer tæt på, mens man selv slapper af efter en dejlig runde golf.
Oplevelser for hele familien
Uanset om man er i Californien for at spille golf og/eller er på den store familietur, så er der i området omkring Omni La Costa mange skønne oplevelser for alle. LEGOLAND ligger et stenkast fra resortet og golfbanerne og det er et must at besøge det store Carlsbad Premium Outlet og forny garderoben. The Flower Fields byder på farverige blomsterlandskaber, hvor man blandt andet køres rundt i traktor for at se de kæmpestore blomstermarker. San Diego ligger kun 30 minutters kørsel væk og her kan man besøge San Diego Zoo og Balboa Park. Strandene er skønne og er ideelle til vandsport, afslapning og hygge for store og små
FAKTA:
Adresse:
Omni La Costa Resort & Spa
2100 Costa Del Mar
Carlsbad
Ca-92009
Tlf. +1 760 438-9111
Golfbaner i nærheden af Golf Omni La Costa
– Aviara Golf Club
– The Crossings at Carlsbad
– Encinitas Ranch Golf Course
– Torrey Pines Golf Course
– Shadowridge Golf Club
– Rancho Carlsbad Golf Club
– Goat Hill Park Golf Course
– Park Hyatt Aviara Resort Golf