Ekstremt vejr, klimaforandringer og naturkatastrofer er et stadigt større problem for golfbaner
18 dage efter, at hurricane Ian var hamret ind i Florida og havde fået hundredtusinder af pensionister til at overveje, om det var rigtigt, at de havde besluttet sig for at tilbringe deres otium i solskinsstaten, kunne man se en kulsort røgsøjle fra et sted på øen Sanibel ud for vestkysten.
Den paradisiske ø blev under Ian forvandlet til et helvede, da flertallet af bebyggelserne blev splintret som pindebrænde, strømmen forsvandt, og det samme gjaldt broen til fastlandet. Da man derfor skulle til at rydde op og udbedre, foregik al trafik med både.
Golfbiler i flammer
Røgsøjlen stammede fra et stort antal golfbiler, hvis litiumbatterier var gået i forbindelse med saltvand og derfor gik i brand. Mange skældte ud, fordi der måtte være sket et uheld i forbindelse med den elektriske opladning af bilerne, men det kunne pure afvises, for Sanibel havde stadig ikke fået retableret hverken strøm- eller vandforsyning og havde lange udsigter til, at det ville ske.
Mere end 1100 golfbaner beskadiget
Da Ian havde raset ud, havde den beskadiget mere end 1100 golfbaner, og de stod ikke i første række i redningsarbejdet. Til gengæld havde de mange medlemmer, der kunne tage sig af væltede træer samt mængder af vand og mudder.
Sanibel GCs klubhus var dels raseret af blæsten, dels fyldt af mudder fra et jordskred. Det tog tre uger bare at få mudderet væk. Et andet sted i Florida vendte et ægtepar, der havde været evakueret, hjem til et oversvømmet hus, i hvis garage der flød en golfbil rundt.
Klimaproblemer
Ikke kun hurricanes er et stigende problem. Over hele verden er der store problemer med usædvanligt kraftige skybrud. Om det så er i ørkenstater, hvor årets Dubai Desert Classic måtte udskydes adskillige timer, fordi banen var sat under vand. Usædvanligt for et sted, hvor der normalt ikke falder regn i så store mængde, at de ikke omgående forsvinder i jorden.
Det øgede antal skybrud er også et problem i Danmark, hvor der er kommet ekstra fokus på dræning, fordi mange af de ældre danske baner ligger på fed lerjord. Desuden er der fokus på græstyper på hver enkelt bane. Greenkeeperuddannelsen er lang, men der er ikke tvivl om, at det betaler sig at have en dygtig greenkeeper.
Tørke
Klimaforandringerne betyder desuden længere tørkeperioder, og her er det vigtigt at have en hårdfør græstype, ligesom der skal bruges mere vand.
Mange steder i verden er der hård kamp om vandet, ikke mindst mellem landbrugere, frugtavlere og golfbaner. Et sted, hvor der er mindre og mindre vand til rådighed, er Arizona. Her finder man Apachee Golf Club, hvor man har fjernet alt overflødigt græs og undladt vandhazarder.
I kampen om vandet er der få, der mener, at vand til golfbaner er vigtigere end vandforsyningen til mindre byer. Da golfbaner sidste år kunne vandes i Frankrig, mens byer var tørlagt, førte det til, at aktivister saboterede golfbaner.
Jordskred
Mange steder i verden har man gjort smertelige erfaringer med, at når man fælder for mange træer på bjergsider og skråninger, er der ikke nok til at holde på jorden. Så kan der komme voldsomme jordskred, når vandspejlet ligger for højt, som det kan gøre i længere perioder med vådt vejr.
Jordskælv og vulkanudbrud
Disse ødelæggende fænomener har næppe sammenhæng med klimaforandringerne, men er naturligvis ødelæggende for golfbaner, der bliver ramt.
For nogle få år siden skete der et vulkanudbrud i Nicaragua nær en golfbane, hvor lavastrømmen fortærede nogle huller og derefter klubhuset. Vi har ikke rettigheder til billederne, men kan i stedet vise et fra Hawaii, hvor golfspillere ikke lod sig anfægte af et voldsomt udbrud af vulkanen Kilauea, selv om det dryssede med aske, og der var ubehagelig lugt, som ikke kunne være sund.
Billedet gik verden over og førte til, at golfen omgående blev standset af myndighederne.