Horsens Golfklub har stor succes med et projekt for veteraner fra Danmarks krige.

 

Golf har mange gode egenskaber. Spillet kan endda hele ar på sjælen – eller i hvert lindre mentale sår. Det er et projekt i Horsens Golfklub et godt eksempel på. Her mødes veteraner fra Danmarks krige i bl.a. Irak, Afghanistan og på Balkan hver onsdag for at hygge sig, snakke sammen og måske også slå lidt til golfboldene på rangen, par3-banen eller spille 18 huller med ligesindede.

Fælles for dem alle er, at de har oplevet krigens rædsler på nærmeste hold, og det har sat sig hos mange af veteranerne som PTSD (posttraumatisk belastningreaktion).

– Der er noget, der går i stykker i en, når du oplever traumatiske hændelser i krig. Og det bærer du på resten af livet. Men du skal finde en måde, hvordan du får det til at fungere, fortæller Harald (efternavn udeladt af sikkerhedshensyn, red.),

Han mente, at en af mulighederne kunne være golf og var med til at starte et golfprojekt for veteraner op i Horsens Golfklub 2015. Det gik i sig selv, men Harald var også blandt de bærende kræfter, da det nye projekt blev sat i søen sidste år. Med stor succes,

Overfor ham sidder en anden veteran, Jesper.

– Når du har en god dag, kan du konkurrere mod alle de andre. Har du en dårlig, kan du gå lidt for dig selv. Alle kan være med ligegyldigt niveau, og det sociale trækker rigtig meget. Golfen er en biting, men den vokser på os alle sammen, fortæller Jesper, da Golfbladet på besøg for at høre nærmere om projektet.

 

I et mørkt hul

Jesper er selv et lysende eksempel på, hvad golf kan. Da han vendte hjem efter to udsendelser til Afghanistan, røg han ned i et mørkt hul, der var så dybt, at hverken han eller eksperterne troede, han nogensinde skulle komme op ad det.

– Da jeg væltede med PTSD, sad jeg to år hjemme i mit hus og kiggede ind i en væg. Golfen vendte min kurve fuldstændig og hjalp mig tilbage. Jeg har nok slidt 3-4 psykologer op på traumecentret, de gav alle mere eller mindre op. Nu bruger jeg ikke længere psykologer, og jeg har lagt medicinen fuldstændig på hylden. Golfen har trukket mig ud af den situation, fortæller han.

– Da Jesper kom herud første gang, stod han i et hjørne for sig selv og sagde ikke et kuk. Nu er han chef for onsdagsklubben, supplerer Harald.

Denne onsdag er fem-seks veteraner mødt op i klubben. De hyggesnakker over en kop kaffe på terrassen, inden nogle af dem går på rangen – andre er på vej en tur på par 3-banen. Kaffen er gratis for veteranerne, det samme er kringlen, der ofte kommer på bordet. Det koster heller ikke noget for dem at spille på banerne eller bruge klubbens øvrige faciliteter.

– Jeg har prøvet mange andre tilbud til veteraner, men det er så frit her. Andre ting er meget skemalagt, det kan man godt blive presset som veteran. Klubben støtter os i alt. De har sågar sagt, at hvis nogle har svært ved at komme op om morgenen, kan de bare slå et telt op – det har ingen benyttet sig af, men siger noget om, hvor large klubben er, forklarer Jesper.

Det sociale er fortsat i højsædet for ham, men han er også blevet grebet af spillet. Lånesættet har han skiftet ud med sit helt eget, og han kommer i klubben flere gange om ugen for at spille og træne.

– Man bliver bidt af det. Nu kigger vi på handicap og konkurrerer. Golfen betyder mere og mere – vi skal ud at konkurrere, have vores handicap ned, fastslår han.

Hvis vejret er dårligt, er veteranerne velkomne til at bruge klubbens simulator. Her er Jesper i gang med en indendørs runde. Han er tovholder på projektet.

 

Frivillige hjælper til

Veteranerne får hjælp, når de kommer til klubben. Her går en fra gruppen af frivillige gerne med rundt på anlægget. De frivillige har alle lært om PTSD og ved derfor, hvordan de skal reagere, hvis det er nødvendigt. Undervejs fortæller de stille og roligt om golfspillets regler – lidt ad gangen.

– En veteran med PTSD… Der duer det ikke, at du bare giver ham hele regelsættet på én gang. Så går klappen ned. De skal have det i små bidder, mener Jesper, der også fremhæver de frivilliges evne til bare at snakke – og lytte.

– De mange snakke med dem har været med til at løfte mig. Jeg føler mig mere som et menneske, når jeg snakker med én, der ikke er psykolog eller ansat til det. Men hvor vi bare kan tale om alt muligt, siger han.

Jesper har også prøvet kræfter med mere adrenalin-prægede aktiviteter, som faldskærmsudsping. Men golfen kan noget andet.

– Jeg går også meget på jagt og på skydebanen. Og golf er lidt det samme – her fordyber jeg mig i mig selv. Det handler om koncentration og fokus, som ofte svært for os veteraner. Og jeg er sgu mentalt træt efter en dag, hvor jeg måske bare har været på par 3-banen. Så skal jeg bare hjem og slappe af, understreger Jesper.

 

 

 

Forrige artikelBlæsten gjorde Road to Europe Final vanskelig
Næste artikelDanskeres Challenge Tour-pladser stadig ikke i fare på Road to Europe Finalen i Frederikshavn – update på nattens turneringer