”Spil med det rigtige udstyr – så bliver golf lettere og sjovere!” Det er firmaets slogan fortæller Claus Eliasen, der sammen med Andreas Thune ejer Golf Network Denmark ApS som 1. april i år kan fejre 10 års jubilæum. Claus og Andreas er begge PGA uddannede golf-proer med tilsammen over 40 års PGA træner-erfaring, der for Claus´s vedkommende startede i 1989 og for Andreas´s i 2008.
Claus Eliasen startede sin professionelle golf trænerkarriere i 1989. Efter 4 år på Sjælland, tog han turen til det jyske hvor han fungerede som assistent-træner i 6 sæsoner. Efter et par år væk fra sporten, blev Claus i 2001 ansat som chef-træner og åbnede sin første golfbutik sideløbende med trænerjobbet. 1. april 2009 åbnede butikken i Stensballegaard Golf Klub og Golf Network Denmark ApS blev etableret. Claus har siden da udelukkende koncentreret sig om butiksdriften og specialiseret sig i opmåling af golfudstyr. I dag ejer Golf Network Denmark 4 velassorterede golf-butikker med 2 professionelle custom-fit studios samt webshoppen www.golfnetworkdenmark.dk.
Andreas startede sin PGA-træneruddannelse i 2008 og bestod eksamen 3 år senere. Andreas indtræder i ejerkredsen i 2016 og fungerer i dag som chef-træner i 2 golfklubber og er ansvarlig for Golf Network Denmarks butikker i begge klubber. Andreas underviser flere professionelle golfspillere og coacher i DGU-regi.
Firmaets jubilæum fejres i 10 dage fra den 1. til 10. april i butikkerne og i webshoppen. Her vil der være en masse attraktive tilbud, events i butikkerne og online konkurrencer.