Det er let at blive forelsket i Provence; maden, vinen og en stribe gode golfbaner, heriblandt den smukt beliggende Le Golf Country de Cannes-Mougins, der taler til alle sanser.
Vi er kørt til Le Golf Country de Cannes-Mougins som ligger lidt oppe i baglandet til Cannes. De 18. huller spiller på kanten af Valmasque, en naturpark med skov der strækker sig langt ind i landet. Banen er fra 1923 og grundlagt af nobiliteter som Prins Pierre af Monaco og Baron Edouard de Rothschild. I 1978 fik banen en gennemgribende ansigtsløftning af design-makkerparret Peter Alliss og Dave Thomas, og i 1980 arrangerede klubben den første Cannes Open, som siden blev en fast tilbagevendende turnering fra 1984 til 1994.
Vi spiller under de mest perfekte forhold en formiddag midt i september. Temperaturen svinger omkring 22 grader, og der er stort set ingen vind. Enkelte spillere går på huller et stykke foran, og der er ej heller nogle med starttid lige efter vores bold.
Det første indtryk af Le Golf Country de Cannes-Mougins er masser af plads på fairways og let spillende. Det viser sig hurtigt, at udfordringerne især viser sig i indspil til de eleverende og godt beskyttede greens. Og, vel inde på greens må man forvente sit hyr med at finde den rigtige linje, og finde det rigtige tempo. Greens er ondulerede og indimellem vanskelige at læse. Men bestemt i ypperlig kvalitet.
Vi er omgivet af en meget smuk natur. Skoven breder sig op over en bakketop til den ene side og der står tillige mange træer langs fairways; pinjer, almindelige egetræer og korkeg. Banen er også yndet opholdssted for sangfugle, isfugle og storke kommer indimellem på besøg.
Banen måler 5.834 meter fra Gul tee og 4.972 meter fra Rød tee, og den føles på ingen måde lang. Tværtimod er flere af par4-hullerne forholdsvis korte.
Hul 3 er en supergodt par3-hul, som fra Gul tee spiller over en dalsænkning og lidt op til en kæmpe stor og aflang green. Det er også værd at fremhæve hul 8, et par5-hul på 453 meter fra Gul tee (397 Rød Tee). Drivet kan flyves over kanten af en bunker og lande i doglegget. Herfra er der god mulighed for i komme ind på den aflange green i to slag.
Banen er let kuperet, og fra hul 3 til hul 13 har boldene tendens til at rulle af fairway.
Hul 12, et par4-hul er et af banes bedste huller. Fra tee falder hullet brat og der venter to bunkers i driverafstand, mens indspillet over et vandløb umiddelbart før green giver risiko for en våd bold.
Vi udråber gerne hul 17 med det pirrende indspil til green med vand i forkant til banens signaturhul, mens afslutningshullet spiller smukt langs det gamle klubhus.
I Marc Chagall’s hjemby
En af de største seværdigheder i Provence er middelalderbyen Saint-Paul de Vence, som har en historie der går tilbage til det 16. århundrede. Byen ligger på en bjergtop omkranset af tykke mure og har en fantastisk udsigt over dalene og Middelhavet. Det smukke landskab og det helt specielle lys har inspireret mange berømte malere og forfattere gennem tiderne. Maleren Marc Chagall var en af dem. Han boede her indtil sin død i 1985 og ligger i dag begravet på byens kirkegård – man skal dog til Nice for at se hans værker på Marc Chagall-museet. Saint-Paul de Vence har også huset skuespillerparret Yves Montand og Simone Signoret.
Ud over de flotte gamle stenhuse, snoede gader og hyggelige torve er byen kendt for sine ikke færre end 28 kunstgallerier, og flere har både god og meget dyr kunst hængende på væggene. I Saint-Paul de Vence finder man også det moderne kunstmuseum, Fondation Maeght, Frankrigs svar på Louisiana. Museet Fondation Maeght blev grundlagt af Aimè og Marguerite Maight, som i 1960erne fik ideen til en helt ny type kunstmuseum. Det nye museum skulle skabes for kunstnerne af kunstnerne selv og kunstnerne var ingen ringere end Chagall og Giacometti, Miro, Georges Braque og Fernand Lèger.
Nice gennem på gourmet
Man bør bestemt ej heller snyde sig for en tur til Nice og gå langs med stranden på Promenade des Anglais. Promenaden blev anlagt i 1820erne af en gruppe velhavende englændere – deraf navnet Den Engelske Promenade – og er ikke alene symbolet på Nice, men på hele Cóte d´Azur. Strandpromenaden summer altid af liv; nogle ligger på den stenede strand, mens andre promenerer, løber eller står på rulleskøjter. For enden af promenaden er der trapper op til Le Château, en høj med ruinerne fra det tidligere slot. På toppen af højen har man en imponerende panoramaudsigt til Nice og de bagvedliggende bjerge.
Men det der gør størst indtryk på vores tur til Provence er besøget på fiskerestauranten Peixes i hjertet af Nice. Og, det gælder om at komme i god tid til middagen, man tager ikke imod reservationer.
Restauranten er nem at overskue. Inden for er der plads til omkring 40 personer, når man tager baren i brug, mens der uden for på terrassen er plads til omkring 16 personer.
Stemninger et god, flere af nabobordene har været igennem tre eller fire anretninger, små anretninger, hvor kokkene ikke alene har sat de bedste smage sammen, men også toppet dem, og gjort sig umage i at få retterne til at fremstå så indbydende som muligt. Farver, tekstur, opbygningen på tallerkenen går op i en højere enhed.
”Vi følger årstiderne, og ændrer menu fire gange om året. Det sker i en proces, hvor vi alle sammen giver vores mening til kende. Vi smager, og smager igen, og eksperimenter,” fortæller Chefkok Pierre Lorenzo, som kommer med stor erfaring fra Michelin-restauranter. For Pierre Lorenzo er Peixes er den første restaurant i kokke-karrieren uden stjerner.
Tjenerne småløber
Vi må vente på vand – derimod kommer le pain, altså brødet flyvende, serveret i en trækurv. Nu ved vi, at vi er i Frankrig, hvor bagerne bare er bedre. Det langtidshævede, hårdbagte brød er nærmest kulsort i skorpen og svampet, med skønne lufthuller i krummen.
Vinen er ikke en lokal vin fra Nice, men vi bevæger os længere ned ad Côte d ’Azur, faktisk helt ned til Aix-en-Provence og vælger etiketten ”Terre Promise Mediterané” fra Château Henri Bonnaud. En vin med friskhed, og noter af citron og akacie.
Nu er der kommet tangsmør på bordet. Det friskkærnede smør har en solgul farve og iblandet en grøn frisk tang, tilsat kardemomme og salt som smagsforstærker. Tangsmørret og den seje krumme i brødet, får vores smagsløg til at vågne.
Det store akrobatiske nummer
Både jeg og fotografen fik store forventninger, da den første servering blev præsenteret:
”Ceviche dorade truffe topinanbour bouillon du tigre citron vert”
Smagsnoterne af lime (citron vert) og trøffel er meget afdæmpet – sådan skal det være. Dorade-fileten er skåret i firkantede stykker og toppet med super mini og papirtynde chips. Kartoffelskralden sidder på og efterlader en mørk ring omkring den gyldne chip. De ligeledes papirtyndt skårne stykker trøfler giver lidt kant, mens dets mørkebrune farve giver fin kontrast.
Fiskefond ’en (fumet de poisson) i bunden af tallerken. Tigerrejer regerer her, og kokken har taget det mest naturlige og åbenlyse valg med en godt krydret fiskefond. Opskriften er enkel: lime, ginger, koriander og løg vendes med stykker af Dorade marineres i 3-4 minutter – kokken gik i gang, da vi bestilte.
Den herlige fiskefond er gjort og tilberedt på samme måde som en husmor i Nice ville gøre for at yde sit ypperste til søndagsfrokosten med familien.
Anden servering er mere sprælsk
”Poke de thon mayonnaise Epicee butturnut petit pois wasabi”
Jordskok som creme og i små delikate, diminutive firkanter er en god ledsager i rettet.
Sara serverer på tredje år i Peixes, forklarer:
“Le Poke de thon est une entrée explosive qui reveillera vos papilles”
Oversat: “Tuna Poke er en eksplosiv starter, der vil vække dine smagsløg”
Den rå tun er imod forventning trukket op af det Indiske Ocean, og har dermed ikke svirpet med finnerne i Middelhavet som ligger et stenkast fra restauranten. Poke de thon er en ret, der oprindeligt stammer fra Hawaii.
”Det er ikke godt for klodens bæredygtighed at købe tun, der har svømmet i oceaner langt, langt væk, men der er ikke budget til at anvende vores egen tun,” lyder det resignerende fra Chefkokken.
Vi lander med sødme i fisken
Vi får serveret en tallerken, som er mælkehvid og sød i smagen:
”Ceviche de seriole lait de Coco, huitres, crevettes, kiwi”
Vores tjener, som har drønet rundt hele aftenen, giver sig endnu engang tid til at forklare, hvad der ligger foran os på tallerkenen.
Ravfisken, som er ceviche-marineret, har fået tilført en delikat blanding af kokosmælk, østers og rejer.
Strimler af den hvide ravfisk er på tallerkenen, akkompagneret af en østers, der gemmer sig nederst på tallerkenen, og fra den nordvestlige del af Frankrig, nærmere bestemt Bretagne. Et skatkammer af skaldyr. Når månen trækker havvandet i sin retning, blotter der sig alskens skaldyr, flere af dem lige til at samle op med de bare hænder.
Små stykker af kiwi giver en smule sødme til retten, og anretningens sødme får et hak op gennem kokosmælken – igen er fisken marineret/ceviche, og for tredje gang i aften får vi slået benene væk under os. Smagsoplevelsen er sublim.
Det er let at føle sig tilpas og løftet efter et besøg hos Chefkok Pierre Lorenzo på Peixes.
