Mallorca har i hvert fald et dusin fremragende golfbaner, som er værd at spille hele året, men vil man have hæderligt vejr, skal man normalt undgå december, januar og februar.
Frem til november er der stadig varme i luften, og fra marts mærker – og ser man ikke mindst – foråret, selv om de lokale stadig indhyller sig i solidt overtøj.
Turisme
Tidligere forbandt man Mallorca med bagende sommer og grisefester. I dag har tusindvis af danskere fundet ud af, at Mallorca er et overflødighedshorn af dejlige oplevelser, der rækker fra vandreture i Tramuntana Bjergene over shopping på markeder, vin- og gourmetoplevelser og usædvanlige museer til Palmas fantastiske katedral og den forbløffende Castell d’Alara, der 822 m høj abrupt rejser sig midt på en flad slette og som byder på en mængde historie, før man slutter af med at spise stegt lam i restauranten.
Man kan tage Vinruten og gæste en stribe restauranter med den udmærkede lokale vin på programmet. Man kan besøge den ældste café i Palma, Ca’n Joan de S’Aigo, og smage den traditionelle fede chokoladedrik med den lokale kagespecialitet Ensaimada. Den ligger i øvrigt godt gemt i en sidegade.
Når det gælder museer, er der de faste med kunst og kultur, men man får en unik oplevelse på Museet for Sko og Læder.
Golfbanerne
Ikke overraskende ligger flertallet af Mallorcas golfbaner i egnen omkring hovedbyen Palma. Det gælder bl.a. øens allerførste golfresort, Arabella, med banen Golf Son Vida.
Resortet er absolut luksus og har i tidens løb haft besøg af nogle de kendteste VIPs, der spiller golf, fx Boris Becker, Claudia Schiffer og ægteparret Catherine Zeta-Jones og Michael Douglas.
Der er dog fine baner hele øen rundt, fx i sydøst Vall d’Or. I en vejrmæssigt begunstiget bugt mod nordøst Pula, hvor man i en årrække spillede på European Tour, Canyamel og Capdepera, og i nord Alcanada i udkanten af den by, de skandinaviske turister foretrækker om sommeren, Alcudia.