PGA-pro Ronnie Lindeskov står bag nye Pro-tips i GOLFBLADET og på golfbladet.com.

GOLFBLADETs læsere er vilde med instruktions-artikler, og derfor har vi valgt at udvide med endnu en skribent. Knud Storgaard vil fortsat levere udførlig instruktion, når han svarer på læserspørgsmål vedr. golfsvingets mange facetter.

Ny skribent er PGA-pro Ronnie Lindeskov, 44 år, som fremover også vil levere protips til læserne.

Ikke alene vil Ronnies tips og gode råd kunne læses i det trykte blad. Han vil også levere videotips i vores nye website på www.golfbladet.com. Disse videotips er produceret i samarbejde med Jan Olsen.

Ronnie er bornholmer, hvilken man ikke kan undgå at bemærke når man taler med ham eller ser hans videotips. Han kom ret sent i gang med golfsporten, men viste sig at have et nærmest naturstridigt naturtalent for spillet. Efter tre måneder havde han handicap 5, og blev nummer to en slagspilsturnering foran klubbens elitespillere.

Som yngre dyrkede han al slags sport og var bedst til bordtennis, så god, at han var inde over landsholdet, men det blev golfsporten, der vandt.

Han blev PGA-elev i Rungsted Golfklub hos svenske Bosse Frederiksson, og det var på samme tid, hvor folkene bag Trackman, netop i Rungsted, var i gang med de indledende opfindelser. Faktisk var det Ronnie, der kalibrerede den første prototype af Trackman, og han kom siden til at spille en stor rolle i selskabet. Han stod i 2004 til Europatour-turneringen på Barsebäck med den første Trackman og hjalp bl.a. legendariske Nick Faldo til råds med hans valg af driver, og han udviklede sammen med Anders Vestergaard Trackman University. I dag er forståelse af boldflugtslovene i netop Trackman University eksamenspensum på PGA-uddannelsen.

Mester i Trackman

Netop det indgående kendskab til Trackmans egenskaber og kvaliteter har gennem årene bragt Ronnie tæt på nogle af spillets dygtigste spillere og trænere. Over 300 PGA pro’er har han undervist i forståelse af Trackman, og han har i mere end en måned arbejdet sammen med trænerlegenden Mac O’Grady, der på samme tid underviste verdens engang nummer et og to, Vijay Singh og Seve Ballesteros.

Efter Rungsted, kom Ronnie en kort periode til Hjortespring Golfklub, siden til Royal Golf, hvor han var med til at udvikle Nicklaus Golf Academy, derefter seks år i Ree Golf hvorfra han via det daværende ProArk Golf samarbejde kom til Ledreborg. Her stoppede han sidste år og driver i dag sin freelance trænervirksomhed YourGolfPartner.

Vi glæder os over at have Ronnie på holdet med både gode tips til at få et bedre golfspil og inspirerende og lærerige videotips på websitet.

Forrige artikelGK Lillebælt går et niveau op
Næste artikelHistoriens vingesus i USA’s ældste by
Morten Buckhøj
Morten Buckhøj ved alt om, hvad der rør sig indenfor golf. Morten var i mange år bladets udstyrs-ekspert , men er også en fremragende rejse- og baneskribent. Desuden tager Morten gerne kontroversielle emner op og giver dem en saglig behandling. Morten har i mange år arbejdet som golfjournalist, men arbejder også med kulturstof, bl.a. teateranmeldelser.