Golfshoppen i Haslev blev 1. juli midt på dagen udsat for et usædvanligt groft røveri, hvor to maskerede mænd gik ind i butikken og på få øjeblikke stjal flere kæmpestore udstillingsbags med udstyr fra topproducenter som Titleist, TaylorMade, Callaway og PING.
Merete Mandrup Larsen, der sammen med sin mand, Klaus Larsen, driver golfbutikken, var alene på arbejde, og satte efter røverne. Hendes arm kom i klemme i flugtbilens dør og hun blev slæbt omkring 50 meter efter bilen inden hun fik vristet sig fri.
“Det var en meget voldsom oplevelse,” siger hendes mand Klaus Larsen. “Jeg er helt sikker på, at der er tale om bestillingsarbejde. De to røvere vidste præcis hvad de gik efter. De tog kun bags med de dyreste og mest eksklusive varer, og de slog til præcis den dag om ugen, hvor Merete altid er alene i butikken.”
Psykologhjælp
Merete Mandrup Larsen kom slemt til skade. Hun har bl.a. mistet tre tænder og har fået alvorlige knubs og hudafskrabninger. Det var parrets 20-årige datter, der fandt sin mor liggende på vejen, og begge fået psykologisk krisehjælp oven på den voldsomme oplevelse.
“De skal nok komme sig, men det er hårdt for dem lige nu,” siger Klaus Larsen. “Merete insisterer på at være på arbejde, selv om hun er ilde tilredt. Det er værre for min datter. Det er ikke nogen rar oplevelse at komme og finde sin mor sådan,” siger han.
Han ved godt, at man ikke bør sætte sig til modværge i forbindelse med tyveri, men forstår godt sin kones reaktion. “Når folk kommer og stjæler ens egne ting på den måde, bliver man rasende og vil forsvare sig. Jeg havde selv gjort det samme,” siger han.
De to tyve kørte i en stor stationcar uden nummerplader, og politiet har overfor Klaus Larsen fortalt, at det er et stigende problem med røverier af den karakter. Det skyldes bl.a. at alarmsystemer, røgalarmer og overvågningskameraer om natten vanskeliggør indbrud.
Klaus Larsen og hans kone driver også golfbutikken i Trelleborg Golfklub Slagelse, men den kører lidt for lavt blus i disse dage. Der er også indført adgangskontrol i butikken i Haslev, så man skal ringe på inden man bliver lukket ind.
Han skønner, at der er blevet stjålet for ‘flere hundredetusinde kroner i vejledende udsalgspriser’.
Foto: Merete og Klaus Larsen ikke at blive fotograferet og vi bringer derfor et billede fra forretningen.