Vi be’r bare guderne om godt vejr.
Golfens Dag er det enkeltarrangement, der på landsplan skaffer flest nye golfspillere, men vejret – og lokkemidlerne – har afgørende indflydelse på succes’en
28. april indbyder det store flertal af danske golfklubber for 11. gang til Golfens Dag. Personer af begge køn og alle aldre, der er nysgerrige efter at finde ud af, om golf er noget for dem, har chancen fra Dueodde på Bornholm til Hvide Klit på Grenen, fra Helsingør til Brundtland ved Toftlund.
De fleste klubber har et ret fast program. Man modtager gæsterne, fortæller dem lidt om klubbernes drift og historie samtidig med, at de får fortalt, hvordan golf smitter og bliver en livslang kærlighed.
Lækkerier og gode tilbud
Derefter bliver de ofte inddelt i hold, der roterer til stationer, hvor de kan drive, putte, spille på par-3-bane etc., og afsluttende samles alle i klubhus/restaurant, hvor de bydes på lidt lækker servering, der kan være fra ringriderpølser over golfburgere og parisertoast til sol over Gudhjem med en øl, vand eller kop kaffe til. Mens de indtager lækkerierne, får de et godt tilbud på (prøve)medlemskab, der normalt vil indebære, at de er tilbage i klubben få dage senere.
Når det siger pling!
Især, hvis det er lunt og lækkert forår, tælles de interesserede i tusindtal, og mange hundrede, i de bedste år et firecifret antal, starter et forløb, hvor det er livsvigtigt, at klubberne følger op på en måde, så glæden ikke kølnes.
De fleste bliver grebet af golfbacillen, når det første gang sker for dem, at de rammer bolden perfekt med driveren, det siger ’pling’, og bolden suser af sted langt, langt væk.
Hvordan lokker man?
For at nå til ’pling’, skal man først lokkes til truget, og det kan ske på mange måder. Annoncer i aviser, kampagner på sociale medier, omdeling af flyers i private postkasser, synliggørelse af golf på offentlige pladser, evt. i de største supermarkeder etc.
Man forsøger også at lokke med andet end lidt at spise og drikke. Møder man hos Brundtland i syd eller Hvide Klit i nord, får man begge steder en golfbold med klubbens logo.
Stiller man hos Øland GK i Brovst, kan man overvære en dyst i putting mellem Jammerbugts borgmester Mogens Gade og den tidligere minister Ole Stavad, der i dag sidder i regionsrådet, og vil man have billigt golfudstyr, er der arrangeret et brugtmarked. Desuden er der en slags ’muntert køkken’, hvor man skyder med golfbolde efter balloner.
Omgivelserne kan være specielle, fx går banen i Sønderjyllands GK over en gammel tipvognsbane, så den bliver der fortalt om, når man bliver vist rundt på banen; og på Benniksgaard bliver de fremmødte budt på en buggytur op til de kombinerede udslag på hul 14 og 17 med den fantastiske udsigt til Flensburg Fjord, Okseøerne og Nordtyskland – hvor flere af dagens fremmødte kan være kommet fra, for her er Golfens Dag et internationalt tiltag!
Trickshow i Silkeborg
I Silkeborg giver man ligeledes en shuttletur rundt på banen; der er åbent hus i fitness-centrets Golfklinikken; og for de lidt øvede er der shortgame challenge, mens der er legekonkurrencer for børn.
For alle er der to gange i dagens løb en oplevelse, der vil få det til at kildre frydefuldt i alle tilskuerne, når Karsten Maas udfolder sin humor, mens han udfører tilsyneladende irrationelle ting med golfbolde og mystisk udformede køller. Et show, han efterhånden har begejstret med over det meste af verden, og som er i stadig udvikling, så man, selv om man har oplevet Maas før, vil synes, at opvisningen er ny og frisk.
Tag en ven med!
Det bedste af alle lokkemidler er dog golfspillere, der elsker deres spil og trækker gode venner med, og derfor slutter mange klubber af med en turnering, hvor man spiller ’golf med en ven’. En mulighed, mange også giver ved flere lejligheder i resten af året.