Kvalificeret golftræning, vinbar og højskolehygge
Oplev en uge i inspirerende samvær med andre golfinteresserede kursister. Du får golftræning med PGA professionelle trænere, og derudover byder ugen på vinsmagning, livemusik, foredrag og hyggelig højskolestemning.
Golfhøjskolen henvender sig til alle, lige fra den forsigtige nybegynder til den rutinerede golfspiller, der gerne vil løfte sit spil til et højere niveau.
På Golfhøjskolen kommer du til at opleve fem indbydende golfbaner i Østjylland på fem dage. De første fire dage står den på golftræning om formiddagen, hvorefter banen spilles om eftermiddagen og du kan bruge de input, du har fået i løbet af træningen. Femte dag er uden træning – her spilles den sidste bane, med de sidste dages intens træning og spil i rygsækken.
Hver dag spiser du frokost i golfbanens restaurant sammen med de andre deltagere – og hver dag har vi vores egen mand på banen til at forsyne jer med forfriskninger.
Du bor på Hou Maritime Idrætsefterskole – et smukt sted, kun et bunkerslag fra Aarhusbugten.
Golfhøjskolen foregår i uge 31 – 29, juli til 3. august 2019.
Højskolestemning
En del af at være på golfhøjskole er at nyde at være sammen med andre golfspillere. Vi starter hver dag med morgensang, hvorefter du kører i egen bil mod dagens golfbane. Efter en lang golfdag mødes vi alle igen og spiser aftensmad. Hver aften kan du deltage i forskellige tilbud som foredrag, livemusik, vinsmagning og grillaften ved vandet. En af vores PGA trænere står bag et trickgolf show, som han rejser Verden rundt med – mon ikke han også vil give os et show?
Man kan også bare nyde aftenstemningen i den velassorterede vinbar, mens man vender dagens golfoplevelser og udfordringer med de andre deltagere.
Træningen
Vi lægger meget vægt på kvalitet og udbytte af træningen og har derfor samlet et hold af kompetente PGA professionelle trænere med stor erfaring i at få det bedste frem i den enkelte golfspiller. Lederen af trænerteamet er Anders Dahl Christiansen, tidligere dansk landstræner.
I deres tilgang til træningen tager trænerne udgangspunkt i dit niveau og din individuelle golf-dagligdag. Trænere følger dig hele ugen, hvilket vi har erfaring for giver det bedste udbytte både i løbet af ugen og ikke mindst efterfølgende.
Hver formiddag har forskellige temaer – vi kommer bl.a. igennem Det fulde sving, Det korte spil og Putning.
Grupperne inddeles, så du opnår mest mulig læring ligegyldigt hvilket niveau du spiller på, og der er højst 10 deltagere pr. træner. Daglig feedback vil være en naturlig del af træningen.