Golfmuseet på Munkebjerg Hotel ved Vejle er for tiden lukket ned under coronakrisen, men det betyder ikke, at der ikke tænkes konstruktive tanker, som vil gøre, at man får en ny oplevelse, når man senere i år kommer tilbage.
Formanden for Dansk Golf Historisk Selskab, Christian Juel, fortæller, at man vil omlægge fokus, så det er mindre globalt og mere lokalt. Det vil fx betyde, at udstillingen om Thomas Bjørns bedrifter får øget vægt, og at man vil forsøge at gøre den danske golfhistorie up-to-date og fx gøre opmærksom på de store bedrifter, som dansk golf har præsteret i de senere år ikke mindst på amatørsiden.
Tænk blot på, at Danmark har vundet Eisenhower Trophy for første gang, har vundet EM for pigehold for første gang, og at danskere har vundet de invididuelle EM-titler såvel for mænd, Morten Backhausen, Lucas Bjerregaard og Nicolai Højgaard som kvinder, Emily Pedersen. Der er nok at mindes – også den sensationelle EM-titel for juniorhold i 1966, og de, der har stået for de nævnte bedrifter, kan roligt forsøge at finde memorabilia frem.
Golfmuseet har fantastiske ting fra hele golfspillets historie og er ikke bare et besøg, men også en økonomisk støtte, værd. Når det er åbent, er dets åbningstid 24/7, og medlemsskab af det golfhistoriske selskab koster 350 kr. årligt, som man kan indbetale på danske Bank reg. 1551 konto 7614381.
Firmaer, klubber og individuelle bør alle overveje, om ikke det er vigtigt at sikre, at vi har dansk golfhistorie så intakt som muligt. Selskabet selv drømmer om, at alle danske klubber bliver medlem, og der er meget langt til, at den drøm bliver realiseret. Måske, fordi man ikke tænker på det, så du skulle måske foreslå, at din klub bliver medlem, når der næste gang er generalforsamling.