Sinsheim GC i det sydtyske bakkelandskab Kriechgau er en fin totaloplevelse og er et naturligt led i en golfferie med 45 golfbaner inden for 50 minutters rækkevidde

Dagens største øjeblik indtræffer, da vi kommer til teestedet på 11. hul. Det er Sinsheims signaturhul med udslag på en bakke. Det er par-3 på 162 til 185 m og derfor noget af en udfordring for højhandikappere, af hvilke de fleste behandler det som et par-4-hul og snupper ’pensionistindgangen’ fra højre. Går de direkte mod green, havner bolden for mange i hegnet til venstre eller søen med springvandet lige foran green.
De langt slående har også deres udfordringer, for lige bag green er der intet bunkerværn mod at havne i et vandløb.
Green er dog stor, og udsigten over de skovklædte bakker får en til at tabe vejret, mens man tager det hele ind og gør sig klar til at slå.

Flot natur
Runden er i det hele taget en nydelse, især hvis man er i god form eller bruger buggy. Der er mange bakker under vejs, og der skal her og der gås en del fra green til tee, når man skifter fra et til det næste af fire felter, som de 18 huller naturligt er inddelt i af hegn med majestætiske træer.
Spredt over hele banen ligger et pænt antal hytter og tordenpavilloner, alle sammen i perfekt stand. Alle teesteder, fairways, strafområder og greens er passet og plejet af de fem greenkeepere, så det er en sand fryd, men …
… sådan skal det også være, forklarer golfmanager Günter Widl, – Alt skal findes her, og alt skal vore klubbens eget. Intet er forpagtet, så vi passer golfshop, golfundervisning, udlejning, greenfees og restaurant selv. Så er vi helt sikre på, at alt er på toppen.

Varieret bane
Ud over at være onduleret er banen dejlig varieret i Thomas C. Himmels design, der virker, som om han blot har lagt banen ned i den eksisterende natur.
Øvefaciliteterne er fine, om end der er stor højdeforskel mellem en driving range, hvor target greens er lavet som iøjnefaldende skydeskiver, og klubhus/første tee.
Man bør spille fra det sæt klodser, som passer til ens handikap og mænd fx næppe fra gul tee, hvis de har mere end 20. Man får udfordringer nok endda.
Skiltene på teestederne er lækre. De viser såvel for hulforløbet som for greens tredimensionalt, hvad der venter, og resten kan man se i den meget grundige baneguide.

Banen, der er en typisk park- og skovbane, har drilske bunkers, søer og vandløb. Der er såvel enkeltstående træer som trægrupper. Der er en saftig rough, som regel gemt pænt væk i siderne, og der er dogleg til begge sider på mange huller af risk-reward-typen.
Man skal på mange huller sørge for, at hvis man misser målet, gør man det i den rigtige side, da der på flertallet af hullerne er out-of-bounds-pæle et eller andet sted. Normalt ikke et, man kommer i berøring med, men man har jo i årenes løb nok ind imellem slået totalkiksere.
Banen er stort set åben hele året, hvilket overrasker mange, der tror, at man er for tæt på de sydtyske bjerge til at undgå en halvhård vinter.
Man kan imidlertid se det på omgivelserne, der er fulde af frugttræer og ikke mindst vinmarker, som ville være umulige at få udbytte fra, hvis der var væsentlig vinter.

Golf Woche
Günter Widl arbejder intenst på dels at få flere medlemmer, dels at få flere greenfeegæster. De sidstnævnte er der en del af fra resten af Tyskland, Schweiz og Frankrig, mens man så godt som aldrig møder skandinaver.
Det må ændre sig. Egnen er fuld af overnatningsmuligheder for enhver pengepung, der kan benyttes som udgangspunkt for at spille flere af de 45 baner, man i bil kan nå inden for 50 minutters kørsel.
Widl peger på en stor ridderborg fra 1500-tallet på sin egen banes område og kan tilbyde logi her. Banen er i øvrigt så spændende at spille flere gange, at den er glimrende til klubber i klubben, der vil opholde sig på samme sted.
– Jeg giver gerne meget fine tilbud for at få gang i det skandinaviske marked, siger han og mener dermed, at han vil give endnu bedre tilbud, end man allerede får i de eksisterende golfpakker. Evt. kan man komme og være en del af Rhein Neckar Golf Woche 9-17. august, hvor der på ni dage er turnering på ni forskellige baner. En ny turnering hver dag, så man bestemmer selv, hvor mange man vil være med i.

Festlig fredag
Man kan også forsøge sig fredag eftermiddag, hvor klubben tilbyder, at man får gratis buggy til sin runde, eller man kan købe et kort med 3, 5 eller 7 greenfees.
Efter spillet kan man gøre scoren op i restauranten, der har en betagende udsigt og et indbydende spisekort.

Historien
Golfklubben blev på et tidspunkt, hvor spillet var overklassespil i Tyskland, anlagt på initiativ af Sinsheims borgmester, Ulrich Mack. Fra starten med ni huller. For 11 år siden med 18 for at få flere medlemmer, ligesom der blev anlagt en 5 hullers kortbane med kunstgræs, så den aldrig skal lukkes.
I dag samarbejder klubben med såvel folkeskoler med 800 elever som det nærmest liggende gymnasium og med St. Leon Rot, hvor Widl faktisk arbejder 25% af sin tid, og hvis ejer Dietmar Hopp flere gange har spyttet i kassen, når det var nødvendigt for at forbedre Sinsheim.

Særlige medlemskaber
Desuden har man opfundet flere end 20 forskellige medlemskaber, så den enkelte spillers golfbehov passer til det kontingent, han/hun betaler. Man kan fx have fast buggy, man kan have procenter i golfshoppen, eller man kan være et ungt par, 20-40 år, der betaler 50 € pr. måned til gengæld for, at deres erhvervs- og familieforpligtelser gør det svært at spille meget.

God plads
Klubben har knap 700 medlemmer, der langt fra fylder banen, så der er normalt rigtig god plads. Især hvis man kan spille tidligt. Kontoret åbner først kl. 9, så før da spiller meget få af de lokale.

Forrige artikelDe unge gamle
Næste artikelUgens golf: Alpegolf på European Tour
Svend Novrup
Som mangeårig golfjournalist har Svend Novrup pulsen på livet i golfklubberne. Svend dækker golfturneringer i ind- og udland, og dækker også rejser og baner. Svend elsker historien bag alle emner, og er leveringsdygtig i spændende historiske artikler.