Golfverdenen vrimler med søskendepar, så hvis man tror, at tvillingerne Nicolai og Rasmus Højgaard er blandt de stærkeste, tage man fejl. Lad os starte historisk.

Brødrene Turnesa
Brødrene Phil, Frank, Joe, Mike, Doug, Jim og Willie Turnesa, født mellem 1896 og 1914, blev alle topgolfere, opmuntret af faderen Vitale, der udvandrede fra Italien og blev greenkeeper i New York.

Phil, Joe, Mike og Jim vandt PGA-turneringer. Kun Willie var ikke professionel, men vandt British Amateur 1947 og US Amateur 1938 og 1948! Brødrene indspillede i 1938 en 10 minutters film, ’the Golfing Brothers’. Jim og Joe spillede Ryder Cup, og med sejr i sin enlige single er Jim blandt de få med 100% score.

Brødrene Whitecombe
I Ryder Cup 1935 var for eneste gang tre brødre på samme hold. Ernest, Charles og Reg Whitcombe fik alle afbrudt golfkarrieren af 1. Verdenskrig, men vendte uskadt hjem. Charles spillede Ryder Cup fra starten, flere gange som holdkaptajn. Ernest kom med i 1929, mens Reg kun deltog i 1935. Han vandt The Open som den eneste af de tre. Efter en 2. plads i 1937 sejrede han i 1938. Brødrene spillede i alt ti Ryder Cup: Charles 6, Ernest 3 og Reg 1. En bedrift, der næppe vil blive gjort efter.

Nelly og Jessica Korda
Vil man have søskende, der begge er med i verdenstoppen, finder man på spindesiden finde to helt aktuelle par, der kæmper om at komme først som 1-2 i en turnering.
Jessica Korda (25) og hendes søster Nelly (20) er døtre af tennisspilleren Petr Korda, der er historisk såvel for at have vundet Australian Open 1998 som for at være den første stjerne, der fik en alvorlig dopingdom.

Jessica har vundet seks gange på LPGA og er aktuelt nr. 12 på Verdensranglisten (VR), hendes bedste placering. Nelly vandt sidste år Swinging Skirts på LPGA og ligger nr. 20. Begge er åleslanke og ser godt ud – bestemt intet handikap på LPGA.

Moriya og Ariya Jutanugarn
De thailandske søstre Moriya (24) og Ariya (23) Jutanugarn overgår Korda’erne ved at være hhv. nr. 17 og 1 på VR med hhv. 1 og 10 LPGA-sejre.
Deres forældre har en proshop på Rose Garden Golf ved Bangkok, men har rejst med døtrene verden over. Det vakte en del modvilje, fordi mange mente, at de som teenageamatører fik professionelle betingelser. Til gengæld opførte de sig som helt normale søskende, og Ariya fik en skulderoperation, fordi hun var faldet, da Moriya forfulgte hende med en vandflaske.

Ariya fik kort til LET 2013 og vandt omgående. På LPGA gik det sejere, fordi nerverne meldte sig i finalerne. Fx førte hun major’en ANA Inspiration med tre huller igen, men fik bogey på alle og sluttede som nr. 4. Da hun endelig vandt, var det sådan en lettelse, at hun vandt tre uger i træk. I alt 19 uger har hun været verdens nr. 1, og der er ikke udsigt til, at hun umiddelbart bliver detroniseret.

Moriya blev Rookie of the Year på LPGA 2013, men har kun vundet en gang. Lidt tilfældigt, for i kvindernes fem majors er hendes bedste resultater i hver af dem: 3 (Evian 2017) – 6-11-15-16.

Brooks og Chase Koepka
Brooks Koepka (28) valgte at slå sig frem i golfhierarkiet uden for USA. Gennembruddet kom i Europa, hvor han sejrede fire gange på Challenge Tour og fire på European Tour (ET).
Han blev jævnt hen undervurderet i USA frem til, at han vandt US Open 2017, og måske endda, til han gentog sejren i 2018, mens medierne koncentrerede sig om Tiger Woods’ comeback. Sidst på 2018 vandt han sin tredje major, PGA Championship. Han nåede i oktober til tops på VR, som han førte ved årets udgang.

Hans bror Chase er netop fyldt 25 og forsøger ligeledes at slå sig igennem i Europa. Foreløbig uden held. Fx missede han cuttet i Made in Denmark 2018, men lad os nu se.

Edoardo og Francesco Molinari
Edoardo Molinari (38) var som amatør bedre end sin bror Francesco (36) med sejr i bl.a. US Amateur. Som professionel har han vundet tre gange på ET efter at have vundet Order of Merit på Challenge Tour 2009. Året, hvor han også med sin bror vandt World Cup.
Siden 2010 har resultaterne været ustabile pga. en næsten endeløs serie af skader.

Til gengæld har Francesco stabilt været i verdens top-100 siden 2008. Han vandt første ET-sejr i 2012 og havde et forrygende 2018. Her blev han den første i Ryder Cups historie, der scorede 5/5 efter bl.a. fire sejre sammen med Tommy Fleetwood (’Molliwood’).

Han vandt The Open 2018 efter at have gået sidste runde med Tiger Woods, og han vandt få uger forinden for første gang i USA.

Francescohar været gift med Valentina siden 2007, og parret har to børn. Han bor i Torino og beviser, at man kan være blandt verdens bedste, selv om man bor i Sydeuropa og lever et almindeligt familieliv.

Andre
Vi kunne have også skrevet om Lexi Thompson og hendes brødre. Rafaël og Emma Cabrera-Bello, Camilo og Manuel Villegas, Danielle og Alex Kang etc. Om få år har vi forhåbentlig brødrene Højgaard på listen over verdens top-søskende.

Forrige artikelSpil golf på din mobil eller computer

Næste artikelMIND THE GAP
Svend Novrup
Som mangeårig golfjournalist har Svend Novrup pulsen på livet i golfklubberne. Svend dækker golfturneringer i ind- og udland, og dækker også rejser og baner. Svend elsker historien bag alle emner, og er leveringsdygtig i spændende historiske artikler.