Blot et par timers kørsel syd for Los Angeles, finder man området Greater Palm Springs og golfmekkaet Desert Springs. Midt i ørkenlandskabet finder man spektakulære baner af høj kvalitet.
Over 600 golfbaner i det sydlige Californien
Der er mere end 600 golfbaner i det sydlige Californien og de fleste af de ikoniske golfbaner er centreret i og omkring byer som Palm Springs, Carlsbad, Santa Barbara, Ojai, San Diego, Los Angeles m. fl.
Palm Springs er den 10. største by i Californien med et indbyggertal på 48.142 (2017) og har årligt besøg af ca. 1 million hotelboende turister, men derudover besøges byen af yderligere 600.000 turister, som bor i egne eller lejede huse i området. De tiltrækkes højst sandsynligt af de knap 350 solskinsdage, der kan nydes her. Men området tiltrækker også golfspillere fra hele verden. Området, Greater Palm Springs, byder på mere end 100 golfbaner, hvor mange af dem er i absolut særklasse.
Ørkengolf på smukke baner
Vores første golfrunde foregik i Classic Club, som er en 18-hullers par 72 mesterskabsbane designet af Arnold Palmer. Classic Club var vært for Bob Hope Classic i 2006, 2007 og 2008. Med flere teeboks-muligheder appellerer denne bane til golfspillere på alle niveauer. Banen er kuperet og man kører i buggy på den smukke bane, der er omkranset af en overflod af fyrretræer, oliventræer, blomstrende buske, utallige broer, vandfald, små rislende vandløb og de omkringliggende bjerge, der gør golfrunden helt unik. Man skænker faktisk ikke en tanke, at man spiller i en ørken. Vi var meget imponerede over hvor velholdt hele banen og området var. Klubhuset er bygget i Toscansk stil og har en stor proshop som bugner af de lækreste brands såsom Nike, Adidas, Greg Norman, Travis Mathew, Club Glove, Titleist, Callaway og Garb Children m.fl.
Restaurant Bellatrix sørger for lækker mad før, under og efter runden. Smag også lige deres Bloody Mary, den er gudeskøn. Vi fik en lækker wrap med omelet og skinke efter de første 9 huller. Den smagte ganske vidunderligt. Endvidere kunne man vælge at tilføje frugt eller chips til sin menu. Der er rigeligt til 2 personer i en menu. Amerikanerne kan bare det der med store portioner.
Vores anden golfrunde foregik på Desert Willow Golf Resort. En fantastisk bane med 2 x 18 hullers banerne Firefly Course og Mountain View Course. De 2 baner er beliggende i ørken- og bjerglandskab, designet af Michael Hurdzan og Dana Fry.
The Firefly Course er for 3. gang udnævnt som bedste offentlige golfbane af Desert Golf Magazine. På Firecliff banen, der måler 7.056 yards, kan man virkelig få testet sine færdigheder. Vandhazarder og mere end 100 bunkers / wasteareas gør spillet både svært og spændende.
The Mountain View Course med bredere fairways og færre wasteareas end Firefly-banen virker umiddelbart lidt mindre udfordrende end Firefly banen. Men lad dig ikke narre; Mountain View, der måler 6.913 yards, er sværere end Firecliff. Med 98 velplacerede bunkers, skrånende greens og syv vandhazarder, kræver Mountain View det bedste fra golfspilleren.
På Desert Willow er man virkelig i ørkenen. Eller prærien for den sags skyld. De karakteristiske kaktusser, palmer, træer og buske giver banen et fantastisk layout med smukke udsigter på runden. Med lidt god fantasi kan kan sagtens forestille sig en flok hujende cowboys, der driver deres kvæg over banen midt under spillet. Men nej, her er ro og fred og et fantastisk dyre- og fugleliv, med blandt andet gæs, der fredeligt går rundt og er lidt ligeglad med, om der er golfspillere i nærheden eller ej.
BMW Performance Center
Man må simpelthen unde sig selv et besøg i BMW Performance Center.
Her får du nemlig lov til, at køre race i de nyeste BMW modeller. Man kan vælge mellem flere udfordringer, der kan få hjertet helt op i halsen og pulsen op i højeste level på selv den mest hardcore bilist. Det er en once-in-a-lifetimeoplevelse, at køre race velplaceret og godt fastspændt i passagersædet, imens en professionel, prisvindende racerkører, tager dig med på den vildeste køretur, du kan forestille dig. Med speederen i bund, de vildeste sving og hvinende og hylende dæk i den fedeste ”Bimmer” er det svært at komme ned i gear, når man som vi, efterfølgende skulle spille golf i nærheden. Kørsel i en buggy fik en helt anden betydning, da adrenalinsuset ikke helt havde lagt sig, når vi kom ”drønende” til teestedet.
JW Marriot Desert Springs
Vi boede på JW Marriott i Desert Springs. Et rigtig dejligt 5-stjernet hotel med mange faciliteter beliggende i smukke omgivelser. Her kan du spille minigolf, bade i den store udendørs pool og nyde småretter og drinks i Oasis Poolside Bar & Grill, mens personalet gør alt for, at du har en rigtig behagelig dag i solen. På hotellet kan du spille tennis, nyde spa- og welness og ikke mindst spille golf. Hotellet er omgivet af 2 pragtfulde 18 hullers mesterskabsbaner, Valley Course og Palms Course, designet af Ted Robinson. Flamingoer i søen, høje palmer og udsigten til de smukke bjerge med sneklædte toppe, danner rammerne for et par dejlige runder.
Værelserne er forholdsvis store. Nogle med udsigt til pool og andre med udsigt til golfbanen (og p-pladser). Jeg vil anbefale, at man får et værelse med pooludsigt, på trods af, at de er en anelse dyrere. Dog må man i dagtimerne påregne lidt høj musik fra poolområdet. Standardværelserne kan virke en anelse slidte, men her er pænt og rent, kaffemaskine, stor fladskærm, balkon, minibar (der opfyldes, hvis man ønsker det) badeværelse med brus og badekar samt 2 håndvaske. Starbucks forefindes i lobbyen sammen med den velbesøgte lobbybar. Her er adskillige restauranter med internationale retter. Nyd middagen på Rockwood Grill, Mikado Japanese Steakhouse, Aquifer65 & and The Sushi Bar, Blue Star Lounge og når middagen er overstået kan der danses til DJ’s og livemusik på Costas Nightclub, hvor aldersgrænsen er minimum 21 år.
Eureka! Lækker amerikansk øl og mad
Vi spiste blandt andet på Eureka! En rigtig hyggelig restaurant med udendørs og indendørs servering. Her er lidt af hvert at vælge imellem. Vi valgte store burgers og fadøl. Burgerne var ikke så store og overvældende, som man ofte ser det i USA, men lækre og lige tilpas til at blive mæt. Det store udvalg af øl, whiskey og all-american food, tiltrækker mange og stedet har derfor mange stamgæster.
Hver dag er der der temaaften – blandt andet livemusik torsdag aften. Restaurant Eureka! Ligger i Indian Wells på 74985 Highway 111, ca 6-8 minutter i bil fra JW Marriot.