Hvordan passer vi bedst på banerne efter en kostbar tørkesommer, og hvad laver greenkeeperne egentlig om vinteren?
Danny Skytte er chefgreenkeeper i Kolding Golf Club og han er heldig. Han har ansvaret for et baneanlæg med både en 18 hullers bane og en ni hullers bane, og det betyder, at han altid kan lade ni hullers banen være åben for spil – året rundt. De ni tørreste huller på 18-hullers banen har han de seneste år inkluderet i en ’vinterbane’, men det sker ikke i år, siger han.
”På grund af sommerens tørke har vi måttet efterså hele af banen, og det sarte, nysåede græs kan ikke tåle sliddet ved vinterspil. Det skal have lov at etablere sig, så vinterbanen bliver desværre ikke til noget i år. 9 hullers banen vil dog være åben som normalt,” siger han.
Vi mødte Danny en eftermiddag efter fyraften i begyndelsen af november. Vejret er stadig lunt og mildt, og der er mange mennesker på banen. Danny har et par dage forinden sendt seks medarbejdere på ’vinterferie’, så frem til marts er der kun ham selv, en mekaniker og en assistent på arbejde. Og der er nok at gøre. Vandingsanlægget skal tømmes og efterses, der skal beskæres træer og buske. Dem er der mange af i Kolding. For Danny er der kontorarbejde og budgetter. Mekanikeren skal efterse og servicere alle klubbens 40 maskiner – der spænder fra store fairwayklippere til buskryddere – og så skal der blæses blade væk. Det sidste bruger to mand to måneder på, og det er en kamp, vi ikke vinder, siger chefgreenkeeperen, der har et fromt ønske:
”Det bedste, der kan ske for 18-hulsbanen er, at vi får 40 millimeter regn, så jeg kan lukke banen og give den ro, for det trænger den virkelig til. Så længe vejret er mildt og tørt, kommer her golfspillere, og de vil ikke kunne forstå en banelukning. Det kan de derimod hvis der falder meget regn,” siger han.
Dyrt for klubberne
Mens vi golfspillere har nydt de uendelige sommerdage med tørre fairways, der har givet lange drives, så har Danny Skytte og hans kolleger kæmpet for at holde banerne spilbare. Og det har været dyrt.
”Økonomisk har 2018 været rigtigt dyrt år. Vi har ganske vist sparet noget på diesel fordi vi ikke har skullet køre og klippe så meget, men alt andet har kostet mange penge. Vand, for eksempel. Vi har brugt flere gange mere end de 5000 m3 vi har budgetteret med, og vi har brugt mange mandetimer på at føre vandslanger rundt, vi har måttet leje maskiner til at pumpe vandet og har brugt meget mere strøm til at drive pumperne. Og til sidst måtte vi alligevel give op. For tre måneder siden stod jeg og kiggede ud over banen, og tænkte, at det aldrig blev golfbane igen, så galt var det. Normalt køber jeg to paller græsfrø til at efterså med, i år har jeg købt syv paller. Vi har eftersået tre tons græsfrø. Har du nogen idé om, hvor dyrt det er? Frøproducenterne har haft et gyldent år,” siger Danny Skytte.
Han har også måtte gøde en ekstra gang, og benytte en mere kostbar organisk gødning, fordi den mineralske gødning giver for eksplosiv vækst og ville have brændt banen af – igen!
Greenkeeperråd til vintergolf
Danny Skytte er ikke den eneste greenkeeper i landet, der har måttet efterså hele eller store dele af banen, og det påvirker vintergolfspillet.
”Normalt er det min erfaring, at det ikke skader banen voldsomt at benytte den om vinteren. Men i år hvor der er masser af nye, sarte græsstrå, som først lige er kommet op, vil jeg ikke anbefale at man benytter banen. Jeg lukker i hvert fald min lige så snart kulden eller voldsom nedbør sætter ind,” siger han og giver nogle generelle råd til vintergolfernes adfærd på de baner, der er åbne.
”Jeg er ligeglad med hvor folk går, når de spiller, bare de går hvor der er mindst slid. Er græsset meget slidt nogle steder, så gå en ny vej, hvor der er sundt og stærkt græs. Generelt; fordel sliddet på banen, og lad være at stå hvor græsset er mest slidt, så er det beskedent hvad der opstår af skader ved vintergolf.”
Hvad med rimfrost?
”Nogle gange rammer man et punkt, hvor græsset knækker – og det kan være helt ned i rødderne, og så dør det – de fleste gange sker der dog ingenting, er det min erfaring, afhængigt af græssorten. Rødsvingel-greens kan godt tåle, at man går på dem om vinteren, hvis man bare flytter hullet et par gange om ugen for at fordele sliddet. Krybende Hvene er mere krævende. Men respektér og følg greenkeepernes anvisninger i forbindelse med spil de kommende måneder,” siger han.
”Hvis man sørger for at bevæge sig rundt hvor sliddet er mindst og generelt ser sig for og handler med omtanke, så sker der ikke noget. Fordi vi har haft ni huller åbne og ni lukket om vinteren de seneste tre år, kan jeg sammenligne, og generelt, så kan man se lidt skader en måneds tid ind i sæsonen på de greens, der har været i brug. Værre er det ikke,” siger han.