Hvad gør greenkeeperne om vinteren, og hvad betyder frost og slid på banen, når vi igen starter sæsonen? Vi har spurgt chefgreenkeeperne i CGC og i Odsherred og de ligger de bestemt ikke på den lade side.

Chefgreenkeeper Seán Forrester, CGC i Vallensbæk:
”Det har været en usædvanlig mild vinter. Normalt plejer vi ikke at slå græs i december og januar, men når temperaturen kommer over fem grader, som det har været tilfælde, så gror græsset. Vi har stor set klippet greens hver uge igennem december og januar. Vi klippede fairways sidste gang i december, og ville godt klippe igen, men det er simpelthen for vådt at køre derude.
Vi har åbent for spil hele vinteren, og greens er kun lukkede, når det er frost. Det er nødvendigt for ikke at skade græsset. Hvis man spiller på frosne greens vil græsset knække, og så er det særligt sårbart overfor svampeangreb.
Med det udgangspunkt vi har nu, så ser det fornuftigt ud til sæsonstart. Men den milde vinter er ikke en garanti for at vi får gode greens til sæsonstart. Selvfølgelig er det en fordel at man efterså, men greens er også meget udsatte for svampeangreb i en mild vinter i forhold til frost, hvor alt går i bero.
Vi har også brugt tid på at fælde en masse træer, som skyggede på ved vores nye øveområde, og påbegyndt det store arbejde med at dræne og redesigne alle bunkers på 18.-hullers banen. Når man skærer kanter går bunkers langsomt ud af form, og de bliver redesignede, så sandet kommer til syne i approach-slaget. Endelig får maskinparken et eftersyn. Der skal skiftes hydralig- og luftfiltre på maskinerne, og klippeledene skal tjekkes.”

Det er bestemt ikke hvert år, at CGC har et så tykt snedække, men det forhindrer ikke ”Vikingerne” i at gå deres ugentlige weekendrunde. Og så kan man jo ta’ en dram undervejs.

Chefgreenkeeper Finn Thuesen, Odsherred Golfklub:
“I løbet af efteråret gør vi banen vinterklar og laver vintergreens. De har nu ikke været meget i brug, der er blevet spillet til vintergreen ti gange i hele november, december og januar.
Inden Jul havde vi gået alle maskinerne igennem fra A til Z. Vi har to fairwayklippere, en Toro og en Baroness, som får slebet klippeled og smøring. Det er vigtigt, at vores maskiner er godt vedligeholdt, for de skal jo kunne køre hele tiden i sæsonen.
Vi har fået en ny plejeplan og gået i gang med en større udtynding af træer omkring greens og teesteder. Det er jo noget, der kan sætte sindene i kog, og spilleudvalget havde besluttet at få en af DGUs banekonsulenter til at gennemgå banen. Banekonsulenten afleverede en rapport, og han kom med en hel masse forslag til, hvad vi kunne gøre for at banen blev lettere at spille for højhandicappere. Du kan se, at vi har fældet enkelte store træer og end del mindre. Der er også forslag til at flytte nogle af bunkers og at sløjfe andre og lave dem om til græsbunkers, som også vil gøre banen lettere at spille. Men det er noget som vil ske i løbet af de næste tre til fire år.”

Forrige artikelDanske Hoteller
Næste artikelLandsholdstrupperne 2020
John Kristensen
John Kristensen, 57 år, er ejer af MagMedia, som udgiver aviserne GOLFBLADE, TENNISAVISEN og SKIAVISEN. John er uddannet cand.merc. i afsætning fra CBS, og har mere end 30 års erfaring fra udgivervirksomhed. John spiller gerne golf når tiden tillader det.