De fleste uger i løbet af sæsonen ville 21 under par række til mere end en delt 5. plads, men i denne uges birdiefest på Challenge Tour i Tyrkiet skulle der mere til. Mark F. Haastrup sluttede ærgerligt af med to bogeys, en rund ei ’bare’ 1 under par og samlet set to slag fra de to spillere, der måtte i omspil. Connor Syme, Skotland, vandt på første omspilshul over Francesco Laporta, italien.
Mark F. Haastrup havde ellers med fem birdies i træk på for9 spillet sig i spidsen, men der stoppede festen så desværre. Bogeys på 9., 17. og 18. kostede minimum en plads i omspillet.
Marcus Helligkilde og Nicolai Højgaard fik begge del i en 17. plads i -17 (hvor ofte er den score ikke nok til at vinde?) og Martin Leth Simonsen endte på 44. plads i -11.
God weekend for Emily
I Marokko, hvor både kvinder og mænd spillede European Tour, blev Emily K. Pedersen delt nr. 17 i par efter solidt spil i weekenden, mens Nuria Iturrios vandt suverænt i -13, syv slag bedre end svenskerne Caroline Hedwall og Lina Boqvist, der delte andenpladsen.
Bedste dansker hos mændene blev Jeff Winther (ikke Patrick, som vi fik skrevet i gårsdagens reportage) på 25. plads i +1, Joachim B. Hansen blev delt 38 i +4, og Lasse Jensen delt 49. i +5. Vinder blev spanske Jorge Campillo, der efter adskillige andenpladser omsider kan sig vinder på European Tour.
I nat dansk tid kæmper Nanna Koerstz Madsen for at blive den første danske vinder på LPGA. Hun er 1 slag efter Minjee Lee, men har tre slag ned til 3. pladsen. Vi krydser fingre.