Hamish Brown gik en forrygende finalerunde i Kaskada Golf Challenge i Brno i Tjekkiet. Ni birdies lavede Aalborg-spilleren, der er søn af Aalborg Golf Klubs mangeårige headpro, Marcus Brown. Det blev en runde i 63 slag, 8 under par, og en total på 18 under par.
Den slutscore kunne sydafrikanske Robin Williams, der gik ind til finalerunde på en førsteplads, 4 slag bedre end danskeren, ikke matche. Han sluttede 16 under par, og dermed fik vi den fjerde danske sejr på Challenge Tour i denne sæson. De to er vundet af Rasmus Neergaard-Petersen, der fortsat fører ranglisten, og den tredje af Jonathan Gøth-Rasmussen i sidste uge i Cadiz.
Hamish Brown spillede finalerunden i næstsidste bold sammen med bl.a. Lucas Bjerregaard, og de to nordjyder fik det bedste frem i hinanden. Lucas gik runden 5 under par og sluttede på fjerdepladsen, 14 under par. Det er hans bedste resultat siden andenpladsen i Portugal Masters på DPWT i november 2021.
Christoffer Bring (49./-2) og Oliver Hundebøll (52./-1) havde en mindre god dag i Tjekkiet, men mon ikke de forstår at nyde det gode tjekkiske vinderøl sammen med Hamish Brown.
Top20 til Nicole
Nicole Broch Estrup fortsætter en stabil sæson på LET. Hun sluttede på delt 19. plads i LET’s Ladies Italian Open, der blev vundet af Amy Taylor.
På LETAS (kvindernes svar på Challenge Tour) blev Cecilie Leth-Nissen bedste dansker som nummer 11 i Czech Ladies Challenge, Puk Lyng Thomsen blev nummer 13, Fie Olsen nummer 19 og Amalie Leth-Nissen nummer 29. Den tyske amatør, Helen Briem, tog sejren og det betød at hollandske Nikki Hofstede trods andenpladsen tog førstepræmiechecken.