Vi drømmer altid om, at danske topnavne kan blande sig i kampen om topplaceringerne, men søndag brast det håb i begge de store amerikanske turneringer.
I Zurich Classic of New Orleans på TPC Louisiana kunne Nicolai Højgaard – Thorbjørn Olesen ikke få gang i birdieproduktionen i sidste runde, som de gik i +2. Det betød, at de faldt tilbage som nr. 32 af 34 par i -16.
I toppen blev det til sejr for Nick Hardy – Davis Riley (billedet/ Getty) i intet mindre end -30. De gik sidste rundes foursomes i -7, og dermed værgede de sig mod en voldsom udfordring fra canadierne Nick Taylor – Adam Hadwin, der lå i -9 for runden efter 13 huller, men sluttede med fem huller i par. Det betød, at de standsede på -28 som nr. 2, mens Wyndham Clark – Beau Hossler blev nr. 3 i -27.
I majoren The Chevron Classic på The Woodlands i Texas gik Nanna Koerstz Madsen sidste runde i +2 og sluttede som nr. 28 i +1.
Det er voldsomt spændende i toppen, hvor Angel Yin fører i -11 med fem huller tilbage foran Atthaya Thitikul -10 med tre tilbage. Thitikul startede dagen med fem pars, men så kom der kulør på scorekortet: bogey, fire birdies, par, bogey, birdie, par, par. Hun startede dagen som nr. 10 og var kortvarigt i delt føring.
Vi skal opdatere med slutstillingen mandag morgen.