Det var et hårdt slag for den nordfynske by Bogense, da det historiske træskib Castor, der i 1936 blev bygget i Esbjerg med henblik på fiskeri på fiskebankerne ved Newfoundland, blev ramt af en voldsom brand.
Det blev så beskadiget, at de mange populære sejlture med turister til Samsø, Tunø, Endelave etc. måtte opgives, og det var tvivlsomt, om Castor kom til at sejle igen.
Det ville Castors Venner ikke høre tale om, og de startede en indsamling, hvis mål var at skaffe 200.000 kr. Mange gode kræfter har medvirket, så man midt i marts er nået op på lige knap 185.000 kr.
Blandt bidragyderne er HCA Golf, hvis medlemmer hjalp til ved VM i Mountainbike og tjente 10.000 kr. til klubben. Selv om det ikke ville være noget problem at bruge dem godt selv, vedtog de på formand Niels Andersens initiativ at donere halvdelen af pengene til indsamlingen til Castor. En flot gestus.